KTF Transmision
NYHEDER 13. NOV 2023 KL. 10:28

De resterende 10 af i alt 20 busser er kørt til Ukraine

Af: kollektivtrafik


Fredag i sidste uge kørte 10 busser fra Havnehuset i Aarhus med kurs direkte mod Lviv i Ukraine. Busserne til Lviv, der er Aarhus Kommunes venskabsby, er foreløbig sidste leverance af i alt 20 busser til Lviv, som Konsulforeningen i Aarhus i samarbejde med Aarhus Kommune er lykkedes med at skaffe takket være donationer fra Heartland A/S, Stadt Holding A/S og Hommelhoff Group A/S


Aftalen om levering af busser kom i stand tidligere på året som resultat af dialogen mellem Aarhus Kommune og Lviv, der på flere områder er hårdt presset af krigen mod Rusland og af et betydeligt antal flygtninge fra det østlige Ukraine. De første 10 busser blev sendt afsted før sommerferien, og de 10 ind til videre sidste kørte af sted fredag med chauffører, der uselvisk og frivilligt har taget opgaven på sig med at køre busserne til Ukraine.


De i alt 20 busser er en del af en større humanitær indsats fra Aarhus til Ukraine, hvor også cykler, hjælpemidler, sundhedsinventar og scannere tidligere er sendt afsted. Indsatsen er blevet styret af Konsulforeningen i Aarhus og støttet af donationer og understøttet af Aarhus Kommune og hjælp fra Region Midtjylland, Midttrafik og private busselskaber.


Busserne er brugte busser, som lige er taget ud af driften fra rutekørsel i Danmark.