Debat: Førerløs
Af: Lasse Repsholt
Den kollektive trafiksektor har foran sig en stor opgave, mulighed og måske endda forpligtelse til at udnytte det potentiale som den teknologiske udvikling af autonome køretøjer indeholder.
På spørgsmålet stillet til et online webinar - Hvor mange år vil der gå, før førerløs teknologi er helt parat til at blive brugt i den kollektive mobilitet i Danmark? blev i chatten svaret: ”Metroen er vel allerede førerløs?”.
Det er jo helt korrekt og der foregår allerede 370.000 førerløse rejser med metroen hver dag og spørgsmålet var jo i den forstand ret dumt.
Til mit forsvar er jeg ikke den eneste, der bruger betegnelserne lidt på kryds og tværs – tjek selv efter. En korrekt tekniske betegnelse må være ”automatiserede køresystemer” og ”autonome køretøjer” svarende til hhv. automated driving systems og autonomous vehicles der som bekendt også måles på en skala for autonomi fra 0 til 5 (SAE-skalaen - Society of Automotive Engineers). Herfra går det allerede galt, når ordvalget ”selvkørende køretøjer” - som er blevet den officielle, danske juridiske betegnelse – benyttes, da det jo ligger påfaldende tæt på ordet automobil (auto = selv og mobil = bevægelig) og jo derfor ikke rummer et løfte om noget væsentligt teknologisk fremskridt siden 1886, hvor køretøjet blev selvkørende takket være benzinmotoren. Næh, det interessante er jo netop om køretøjet er førerløst (driverless). Ikke forstået som uden ledelse/styring og heller ikke som en førerløs hund, men som et køretøj, der udgør en transportmulighed på vej, uden tilstedeværelsen af en fører….eller skulle man sige uden en chauffør?
Og så har jeg ikke engang nævnt ”autonom mobilitet”, der jo forbinder autonome køretøjer (som teknologi betragtet) med evnen til at bevæge sig og herunder også som bestanddel i den kollektive mobilitet jævnfør det indledende spørgsmål.
Uanset semantikken har den kollektive trafiksektor foran sig en stor opgave, mulighed og måske endda forpligtelse til at udnytte det potentiale som den teknologiske udvikling af autonome køretøjer indeholder. Der er også fuld gang i diskussionen og overvejelserne – senest på Kollektiv Trafik Konferencen 2026. Her så de fleste det største potentiale for autonom mobilitet i landdistrikterne og i hvert fald ikke i de større byer (Keolis). En udvikling i landdistrikterne kræver proaktiv regulering, koordinering og involvering fra mange (Beta Mobility) og et stort demonstrationsprojekt med statslig finansiering kan bringe os videre (DI Transport).
Samtidig skal vi som sædvanlig fokusere på, hvilken reel værdi integrationen af autonome køretøjer bibringer, fokusere på at øge og forbedre tilbuddet til danskerne - ikke flere besparelser - sikre social accept, overveje om et chaufførløst tilbud også er et reelt og brugbart alternativ i alle situationer.
Så spørgsmålet om, hvor mange år der vil gå før førerløs teknologi er parat var måske alligevel ikke så dumt.
Lasse Repsholt, Kollektiv Trafik Forum
Fra Kollektiv Trafik Forum Bæredygtighed Debat Trafikplanlægning Trafikselskaber
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET
