KTF Transmision
NYHEDER 10. MAR 2020 KL. 19:29

Movia: Det er vigtigt, at vi passer godt på hinanden og tager hensyn til de særligt sårbare og svage

Af: kollektivtrafik


S-Regeringen kom tirsdag med en række nye anbefalinger, som skal bidrage til at inddæmme smittespredningen af COVID 19, samtidig med at borgernes hverdag bliver påvirket mindst muligt. Anbefalingerne omfatter også den kollektive transport med busser og tog


Hos Movia, der står for den kollektive transport med bus og nogle tog på Sjælland og i Hovedstaden, peger kommunikationsdirektør Camilla Struckmann på, at selskabet som det første og vigtigste har koncentreret sig om at få myndighedernes opfordringer til borgere og kunder så bredt ud som muligt.


- Som statsministeren sagde på pressemødet tirsdag, kan situationen ændre sig meget hurtigt, og det er nødvendigt, at vi alle tager situationen alvorligt. Derfor har vi fokuseret på information om ændret adfærd til borgerne først og fremmest, siger Camilla Struckmann og fortsætter:


Vi opfordrer alle til at følge med på coronasmitte.dk, vise hensyn til hinanden, holde afstand, rejse uden for myldretiden, hvis det er muligt, og lade være med at rejse med bus, tog eller metro, hvis man er syg eller formoder at være smittet. Vi følger tæt med i, om opfordringen til borgerne virker, så trængslen bliver mindre og kunderne fordeler sig mere jævnt i trafikken hen over døgnet.

Hos Movia er man også i fuld gang med at se på, hvordan selskabet i øvrigt kan efterleve myndighedernes opfordring.


- Vi har tæt dialog med de mange busoperatører, og vi følger myndighedernes krav om en grundig rengøring af busser og tog en gang i døgnet. Vi ser også på, hvor der kan være behov for at sætte ekstra kapacitet ind, siger Camilla Struckmann og tilføjer:


- I dag har vi fokuseret på information til borgerne. Det er vigtigt, at vi passer godt på hinanden og tager hensyn til de særligt sårbare og svage.


Corona