KTF Transmision
NYHEDER 14. SEP 2023 KL. 11:44

Erhvervsminister i svar om billetautomater i busser: Forbrugerombudsmanden træffer afgørelse om afvigelser fra kontantpligten

Af: kollektivtrafik


Betalingslovens bestemmelser omfatter ikke ubemandede billetautomater i busser, hvor chaufføren alene er ansat til at føre bussen og ikke til at forestå salg af billetter. Det påpeger erhvervsminister Morten Bødskov (S) på i et svar til folketingsmedlem Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti, der ville have erhvervsministeren ti lat redegør for, om det er lovligt, når trafikselskabet Midttrafik og busselskabet AarBus vil afmontere de ubemandede billetautomater i bybusserne i Aarhus


Nick Zimmermanns spørgsmål:

"Kan ministeren forklare, hvorfor bybusserne i Aarhus tilsyneladende mener sig berettiget til at afstå fra at modtage kontanter, når det fremgår af betalingslovens paragraf 81, at der gælder en kontantpligt?"


Erhvervsminister Morten Bødskovs svar:

"Det er Forbrugerombudsmanden, der træffer afgørelse om, hvorvidt en afvigelse fra kontantpligten, der er fastlagt i lov om betalinger (betalingsloven) paragraf 81, stk. 1, er lovlig. 

Jeg har derfor forelagt spørgsmålet for Forbrugerombudsmanden, der har oplyst følgende:

”Forbrugerombudsmandenhar ikke vurderet lovligheden af den ændring af billetsalget i busserne, som Midttrafik har varslet. Forbrugerombudsmanden kan dog generelt redegøre for de relevante regler.

Betalingsmodtagere, som tager imod elektroniske betalingsinstrumenter, er som udgangspunkt også forpligtede til at modtage kontant betaling i tidsrummet fra klokken 06.00 til klokken 22.00. Det følger af kontantreglen i betalingslovens paragraf 81, stk. 1.

Bestemmelsen i stk. 1 finder dog ikke anvendelse, hvis forretningsstedet er indrettet som et ubemandet selvbetjeningsmiljø. Det følger af betalingslovens paragraf 81, stk. 2. 



Af lovbemærkningerne til den seneste hovedlov fremgår følgende:

”Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 ikke finder anvendelse ved fjernsalg eller ved betalingstransaktioner i ubemandede selvbetjeningsmiljøer. Forslaget viderefører paragraf 56, stk. 1, 2. pkt., i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Med bestemmelsen fastsættes det, at den generelle forpligtelse til at modtage betaling med kontanter i stk. 1 ikke finder anvendelse ved fjernsalg, eksempelvis salg via internet, salg via en app på en smartphone, salg via ubemandede selvbetjeningsmiljøer, som eksempelvis ubemandede benzinstationer eller offentlige busser. 

Hvornår et betjeningsmiljø kan anses for at være ubemandet afhænger af, om der er personale fysisk til stede, og hvad personalets funktion er. Det er således et krav, at der skal være personale til stede, og at personalet er ansat til at modtage betaling i forbindelse med salg. Er en buschaufføreksempelvis alene ansat til at føre bussen og ikke til at forestå salg af billetter, vil der være tale om et ubemandet selvbetjeningsmiljø, idet det fysiske tilstedeværende personales funktion ikke er at modtage betaling for en vare eller tjenesteydelse. 

Ifølge lovbemærkningerne er det således afgørende, om der er personale tilstede og om personalet har en funktion i forbindelse med billetsalget. Lovbemærkningerne uddyber med et konkret eksempel vedrørende en bus-chaufførs rolle. Ifølge lovbemærkningerne vil der være tale om et ubemandet selvbetjeningsmiljø, hvis buschaufføren alene er ansat til at føre bussen og ikke til at forestå salg af billetter.


Forbrugerombudsmanden har tidligere behandlet flere sager vedrørende trafikselskabers efterlevelse af kontantreglen. Som udgangspunkt er busserne forpligtede til at modtage kontant betaling, da rejsekortet er et elektronisk betalingsinstrument. 

Den seneste sag vedrørte trafikselskabers begrænsning af passagerers mulighed for at modtage byttepenge. 

Trafikselskabernes egne rejseregler indeholdt en begrænsning i kundernes mulighed for at modtage byttepenge udover til nærmeste hundrede kroner. Forbrugerombudsmanden vurderede, at den begrænsning var i strid med kontantreglen.


Forbrugerombudsmanden har også behandlet en række sager i forbindelsemed covid-19, hvor nogle trafikselskaber indstillede kontantsalget. Forbrugerombudsmanden gjorde opmærksom på, at kun trafikselskaber, som havde indrettet et ubemandet selvbetjeningsmiljø i busserne, kunne afvise kontant betaling i busserne."