NYHEDER 23. JUN 2020 KL. 11:26

Hernings bybusser skal køre på el

Af: kollektivtrafik


Tide Bus Danmark A/S har vundet udbuddet om Herning bybusser. Dermed vil der fra september 2021 køre 14 nye elbusser i Hernings gader, hvor de vil afløse de eksisterende dieselbusser. Passagerne i Herning kan se frem til busser, som er emissionsfrie og meget støjsvage - både indvendigt og udvendigt


De nye elbusser er 12,2 meters lavgulvsbusser med en indretning, der sikrer et godt flow i bussen. Kunderne kan let komme ind og ud af busserne, der har dobbeltdøre foran, midt og bagerst i bussen. Samtidig bidrager lavgulvet til nem indstigning med eksempelvis barnevogne.


Herning Kommune har ønsket en grøn omstilling af bybusserne. Emissionsfrie busser var derfor et krav i det udbud, Midttrafik har gennemført for driften af bybusserne i Herning. De bydende busselskaber havde mulighed for at byde ind med enten elbusser eller brintbusser i udbuddet.


- Vi er glade for, at vi fra næste år kan byde kunderne i Herning velkommen i nye elbusser, der udover kundefordele som let indstigning og støjsvaghed, bidrager til at nedbringe CO2-udledningen, siger Midttrafiks bestyrelsesformand Claus Wistoft og forsætter:


- Vi ved fra Aarhus, at kunderne finder elbusserne meget behagelige at køre med.


Kontrakten blev tildelt det tilbud, der præsenterede bedste forhold mellem pris og kvalitet. Her leverede Tide Bus Danmark A/S bedste bud, og det var en glad direktør, der modtog tildeling af kontrakten efter Midttrafiks bestyrelsesmøde i fredags.


- Vi er stolte over at Midttrafik og Herning har vurderet vores tilbud som det mest attraktive. Vi betragter kontrakten i Herning som en strategisk vigtig kontrakt, specielt da vi her får muligheden for at bidrage positivt til den grønne omstilling, når alle dieselbusser udskiftes med nye elbusser. Vi glæder os til at skulle servicere alle passagererne og til det fremtidige samarbejde med Herning Kommune, chaufførerne i Herning samt Midttrafik", siger Steen Rügge, der er administrerende direktør for Tide Bus Danmark A/S.



I Herning Kommune er borgmester Lars Krarup, (V), yderst tilfreds med aftalen med Tide Bus Danmark.


- Med indgåelsen af budgetforliget for 2020 satte byrådet en ambitiøs dagsorden på klimaområdet. Derfor er jeg yderst tilfreds med, at borgerne i Herning fremover udelukkende vil køre med el-bybusser. Det er godt for klimaet og miljøet, passagererne vil opleve meget støjsvage busser, og samtidig er økonomien i aftalen lige så god, som hvis vi havde valgt bybusser med diesel som drivmiddel. Det er på alle parametre et stort skridt i den rigtige retning, siger Lars Krarup.



Kontrakten, der blev tildelt Tide Bus Danmark A/S efter Midttrafiks bestyrelsesmøde 19. juni, kan underskrives i slutningen af juni efter udløbet af standstill perioden.



Fakta om de kommende el-busser i Herning:



  • Hver el-bus har 29 siddepladser, heraf er 23 fremadrettede. Derudover er der tre klapsæder på perronpladsen. Totalkapaciteten i busserne er 65 passagerer

  • Den koster årligt Herning Kommune 27,2 millioner kroner at få bybuskørslen afviklet med el-busser. Det svarer til det, det i dag koster at køre med dieselbusser

  • Med i den samlede pris er tre optioner: Automatisk stoppesteds-annoncering, elektriske kørestolsramper og automatisk fastspænding

  • CO2-udledningen fra Herning Kommune som virksomhed bliver årligt reduceret med ca. syv procent, når de nye elbusser er i drift


Bæredygtighed