KTF Transmision
NYHEDER 2. DEC 2025 KL. 09:44

Forsikringsselskab: Hver femte unge har brugt pirattaxi

Af: kollektivtrafik


En ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for forsikringsselskabet Gjensidige, viser, at hver femte unge mellem 18 og 29 år har brugt en uautoriseret taxi, også kaldt pirattaxi. Selvom det er positivt, at unge ikke selv kører hjem efter at have drukket, er pirattaxier ifølge skadechef i Gjensidige, Lene Rasmussen, ikke uden risiko


- I en pirattaxi er hverken bil eller chauffør kontrolleret, og derfor er der også øget risiko for ubehagelige situationer og kriminalitet såsom tyveri og svindel. Desuden har du heller ingen mulighed for at klage, hvis noget skulle gå galt, siger Lene Rasmussen. 


Undersøgelsen viser desuden, at 17 procent af de unge, har taget en pirattaxi uden at være klar over, at taxien ikke var autoriseret. Derfor beder Lene Rasmussen de unge om at være ekstra opmærksomme. 


- Mange pirattaxier efterligner autoriserede vogne, og det gør det svært at gennemskue risikoen. Kig altid efter taxameter, synligt chauffør-ID og selskabets tilladelsesnummer - ellers kan du ende byturen i en bil uden forsikring og sikkerhed, påpeger hun.


Økonomien spiller ind 
I undersøgelsen svarer over halvdelen af de unge, som har taget en pirattaxi, at årsagen var den lave pris. Desuden svarer 43 procent, at det var fordi, der ikke var en almindelig taxi til rådighed. 


Det er ikke ulovligt som passager at tage en pirattaxi, men Lene Rasmussen advarer på det kraftigste mod at gøre det.  


- Jeg forstår godt, at det kan være fristende at få en billigere tur hjem, men overvej grundigt konsekvenserne inden. Jeg kan kun på det kraftigste advare mod at gøre brug af en pirattaxi, siger hun.



Om undersøgelsen:  
Undersøgelsen er foretaget blandt 1.006 respondenter i oktober 2025 af Gjensidige.



Taxikørsel