KTF Transmision
NYHEDER 25. MAJ 2022 KL. 10:37

Nordsjælland får en ny station

Af: kollektivtrafik


Byggeriet af en ny station - Favrholm Station - syd for Hillerød er gået i gang.Stationen forventes at give et mærkbart løft af den kollektive transport mellem København og Nordsjælland. Efter planen skal stationen åbne i december 2023


Den nye Favrholm Station skal ligge syd for Hillerød ved siden af det kommende hospital i Region Hovedstaden, Nyt Hospital Nordsjælland. Stationen bliver et trafikalt knudepunkt for rejsende, der benytter Frederiksværkbanen, og for pendlere fra den sydlige del af Hillerød.


- Den nye station gør det nemt for ansatte og borgere at komme til og fra hospitalet. Og samlet set giver det et stort løft til alle pendlerne i den vestlige del af Nordsjælland, hvor de nemt kan tage både med lokaltog og S-tog uden at skulle forbi Hillerød bymidte, siger Lars Gaardhøj (S), der er regionsrådsformand i Region Hovedstaden.


Regionsrådsformanden tog sammen med Hillerøds borgmester, Kirsten Jensen (S), de første spadestik til den nye station 11. maj.


- Favrholm Station er et meget vigtigt skridt for udviklingen af Nordsjælland. Vi er mange borgere og mange medarbejdere, og nu får vi forbedret muligheden for at vælge grøn, effektiv transport. Alene i Hillerød vil vi blive mange flere borgere frem mod år 2028. Dertil kommer vækst i arbejdspladser ikke mindst på grund det nye hospital i den nye bydel Favrholm, siger Kirsten Jensen.



Udover selve stationsbyggeriet skal der etableres en stor parkeringsplads, der skal gøre stationen attraktiv for pendlere i Hillerød og omegn. Det skal mindske biltrafikken i den centrale del af Hillerød i myldretiden, da oplandet så ikke længere behøver benytte Hillerød Station som pendlerstation.

Bedre kollektive forbindelser i Nordsjælland - og til København
Hos Banedanmark ser man frem til, at stationen vil skabe bedre sammenhængskraft i den kollektive transport i Nordsjælland.


- Vi bygger en ny og moderne station, som bliver et trafikalt centrum for pendlere, øvrige rejsende og ikke mindst til de mange passagerer, der skal til eller fra det kommende regionshospital. Samtidig understøtter stationen den grønne omstilling ved at gøre den kollektive trafik endnu mere attraktiv, siger Peter Jonasson, der er viceadministrerende direktør i Banedanmark.


Det er forventningen, at der vil køre S-tog fra stationen hvert 10. minut i begge retninger, mens Frederiksværkbanen vil stoppe tre gange i timen i hver retning.


Lokaltog A/S, som driver lokalbanerne på Sjælland, glæder sig til kunne betjene endnu flere kunder med den nye station.


- Stationen vil være tilpasset moderne pendlingsforhold og tilgodese gode og effektive skift mellem S-tog og lokaltog. Vi håber meget, at nordsjællænderne vil tage den nye station til sig og i højere grad vælge at tage toget i stedet for at sidde i bilkøen på vejene, siger Lars Wrist-Elkjær, der er direktør i Lokaltog A/S.


Den nye Favrholm Station er planlagt til at åbne i december 2023. Undervejs vil der blive taget hensyn til stationens naboer, så der er så få gener som muligt, lyder det fra Aarsleff Rail, der står for byggeriet af den nye station.


- Vi har bygget nye stationer flere steder i Danmark og ser nu frem til at komme i gang med Favrholm Station. Som på alle vores projekter arbejder vi for at levere konstruktivt samarbejde med både kunder og naboer, projektledelse på højeste niveau og solid teknisk kvalitet, siger Thomas Mollerup, der er administrerende direktør i Aarsleff Rail A/S.



Fakta om Favrholm Station:



  • Det samlede stationsprojekt finansieres af Staten og DSB med Banedanmark som bygherre på S-tog-delen af stationen

  • Det er Region Hovedstaden, som finansierer Lokaltog-delen af stationen, hvor Lokaltog A/S er bygherre

  • Hillerød Kommune finansierer og er bygherre for den vestlige forplads til stationen, der får cykelparkering, P-pladser og mødested for samkørsel med videre

  • Det vil i en periode af anlægsfasen være nødvendigt at lukke dele af Frederiksværkbanen. Driften erstattes i perioden af togbusser til Hillerød Station. Lokaltog A/S forventer sporspærring i omkring 10-12 uger fordelt over anden halvdel af 2022


Tog og jernbaner