NYHEDER 8. DEC 2025 KL. 13:29

Ny el-færge får længere ophold på værft i Svendborg

Af: kollektivtrafik

Samsølinjens nye el-færge »Tyrfing« er kommet til Danmark og værftet i Svendborg. Turen fra værftet i Tyrkiet var præget af hårdt vejr og betød, at færgen kom senere til Danmark, end først planlagt. Nu meddeler Molslinjen, der driver Samsølinjen, at det afsluttende arbejde på færgen, der skal udføres i Svendborg, har vist sig mere omfattende end ventet, så færgen bliver først sat ind på ruten mellem Ballen på Samsø og Kalundborg på Sjælland mandag 5. januar


- Vi har kæmpet hele vejen hjem, og lige nu kæmper vi på værftet med klargøring, som vi vidste ville være nødvendig inden, vi kan sætte færgen i drift. Nu må vi desværre indse, at det når vi ikke til tiden, siger administrerende direktør for Molslinjen, Kristian Durhuus.

Hos Molslinjen peger man på, at der nærmest identiske el-færge »Nerthus« sejler på ruten mellem Ballen og Kalundborg, hvilket sikrer juletrafikken på Samsølinjen, som dermed ikke påvirkes af forsinkelsen.

- Vi har en god løsning på Samsølinjen, og vi har en god løsning på Alslinjen, hvor »Nerthus« egentlig skulle tage sin tørn, så vi ønsker at få bygget Tyrfing helt færdig, inden vi sætter færgen i drift og kan levere et ordentligt produkt til samsingerne, siger Kristian Durhuus.


Planen er, at »Tyrfing« kan sættes i drift på Samsølinjen mandag 5. januar 2026, hvor »Nerthus« så flytter til Alslinjen.

 

 



Færgeruter