NYHEDER 6. APR 2022 KL. 14:03

Odense Letbane skærper indsatsen mod støjgener

Af: kollektivtrafik

Odense Letbane har de seneste uger oplevet en mærkbar vækst i antallet af letbane-naboer, der klager over støj fra testkørslerne af byens nye letbanetog. Stigningen er sket sideløbende med markant øget testaktivitet med daglige kørsler fra tidlig morgen til efter midnat - ligesom der også bliver kørt i weekender


- Vi må konstatere, at en del naboer til letbanen på det seneste har rettet henvendelse angående støjniveauet fra vores testkørsler. De mange reaktioner kommer lidt bag på os, fordi antallet af støjklager ellers har været ret moderat i en længere periode. Men på det seneste har billedet ændret sig, og det er en situation, som vi må reagere på med en skærpet indsats, siger Jesper Rasmussen, der er formand for Odense Letbane P/S.

- Vores opgave er at overdrage en letbane, der kan fungere uden at skabe uacceptable støjgener for omgivelserne – og som minimum skal vi holde os inden for de grænseværdier, som vi har aftalt med vores ejer, siger Jesper Rasmussen videre.

Gennem hele forløbet med testkørsler har støj og vibrationer i perioder fremkaldt henvendelser fra naboer langs sporet. Støjgener er et løbende fokusområde hos Odense Letbane - og flere tiltag med blandt andet skinneslibning og øget frekvens for afdrejning af hjul har været sat i værk for at dæmpe togsættenes støjniveau.

Alligevel er antallet af støjklager fra naboer vokset mærkbart den seneste tid - fordelt på især to forhold:

”Kurveskrig” - en høj, hvinende lyd, der kan opstå, når letbanen kører gennem kurver. Kurveskrig sker typisk, hvis skinnerne er tørre og mangler smøring. Aktuelt er kurveskrigene hastigt på retur efter, at smøreskabene langs letbanesporet er sat i funktion. Over nogle uger vil smøringen blive tilpasset og justeret, og herefter bør kurveskrig kun være en lejlighedsvis og begrænset gene for naboer.

Rumlen/lavfrekvent støj - en mere ubestemmelig og rumlende lyd, som forplanter sig til omgivelserne. Især visse tog er plaget af denne rumlen, mens andre har en ”lettere” og mere støjsvag kørsel. Flader på hjulene (flat spots) kan forstærke oplevelsen af rumlen, men er ikke nødvendigvis den eneste forklaring. Rumlegenerne er umiddelbart en lidt større udfordring, hvor Odense Letbane arbejder med forskellige metoder, der skal imødegå problemet - eksempelvis med en tættere frekvens af hjulafdrejning.


- Vi oplever, at visse togsæt har lavere støjniveauer end andre. Det gør naturligvis, at vores interesse i høj grad samler sig om, hvorfor disse forskelle opstår. Men der kan også være andre forhold, der spiller ind. Det er alt sammen noget, vi undersøger, siger Jesper Rasmussen og fortsætter:

- Først og fremmest er det meget beklageligt, at vi har naboer, som oplever generende støj fra letbanen. Det er et tema, som fylder meget hos os i øjeblikket. Men det hører også med, at vi stadig befinder os i en testfase. Vi er ikke i mål endnu, og vi finder hele tiden detaljer, vi kan og skal forbedre.

Odense Letbane afventer i øjeblikket en samlet afrapportering fra entreprenøren Comsa angående vibrationer og såkaldt strukturlyd, som er målt på en række udvalgte positioner langs strækningen. Målingerne giver en rent objektiv pejling af, hvorvidt støj og vibrationer fra kørsler på det sporanlæg, som Comsa har bygget, holder sig inden for de grænseværdier, der er aftalt med letbanens ejer, Odense Kommune.



Letbaner/Metro