NYHEDER 30. SEP 2025 KL. 14:09

Onsdag er flagdag på busser i København

Af: kollektivtrafik

Onsdag er flagdag på busser i København

På helt særlige dage sættes der flag på busser, der kører for trafikselskabet Movia på Sjælland og i Hovedstadsområdet - der også ligger på Sjælland. Ofte er det med Dannebrog på kongelige fødselsdage eller med det Grønlandske eller Færøske flag på nationaldage. Onsdag 1. oktober bliver der på udvalgte buslinier flaget med EU's flag, der viser tolv stjerner i en cirkel, fordi København får besøg af stats- og regeringschefer fra de 27 EU-lande i forbindelse med Danmarks EU-formandskab


Der flages på udvalgte buslinjer, som kører i de områder, hvor stats- og regeringscheferne vil opholde sig i København - herunder omkring Christiansborg og ved Amalienborg.

- I Movia er vi glade for at støtte op om de store begivenheder, som finder sted i landet. Det er derfor glædeligt, at vi kan være med til at fejre EU-topmøde i København, når vores busser transporterer passagerer rundt i byen, siger Stine Sander, der er direktør for kunder og kommunikation i Movia.

Onsdag 1. oktober flages med EU-flag på linjerne 2A, 5C, 7A, 8A, 11, 17, 23, 26, 31, 33, 34, 37, 68, 77 og 250S.


Busserne flager på officielle flagdage samt andre mærkedage.