NYHEDER 4. DEC 2018 KL. 12:31

Region Sjælland sparer på 14 busruter

Af: kollektivtrafik

Sommerens reformen af erhvervsfremmesystemet betyder færre busser i Region Sjælland. Peter Jacobsen (DF), der er formand for Regionsrådets Udvalg for trafik, infrastruktur og miljø, er skuffet over, at den kollektive trafik bliver ramt

Borgerne i Region Sjælland kommer til at vente længere på bussen i det nye år. Det står fast efter mandagens møde i Regionsrådet, hvor politikerne vedtog besparelser for 16,7 millioner kroner på den kollektive trafik. I alt rammer besparelserne 14 busruter, som drives af Region Sjælland - heraf fem natbusruter. Besparelserne betyder, at nogle busruter lukkes, mens andre afkortes eller får færre afgange.


Peter Jacobsen, der er formand for Regionsrådets Udvalg for trafik, infrastruktur og miljø, forklarer, at besparelserne er en konsekvens af Folketingets reform af erhvervsfremmesystemet, som flytter opgaver med erhvervsfremme fra regioner over til stat og kommuner.


- Vi er blevet pålagt besparelserne udefra. Stod det til mig, blev der ikke sparet en eneste krone på busser og tog i Region Sjælland. Jeg er både på borgernes og regionens vegne skuffet over, at Christiansborg rammer vores kollektive trafik. Det er ikke sådan, man skaber et Danmark i balance, siger Peter Jacobsen.

Region Sjælland mistede 112 millioner kroner på budgettet til Regional Udvikling i forbindelse med erhvervsfremmereformen. Et beløb, der langt oversteg de 72 millioner kroner, som regionen hidtil har brugt på erhvervs- og turistfremme.


- Derfor var besparelser på den kollektive trafik ikke til at undgå, men regionspolitikerne har tilstræbt at lægge besparelserne, hvor de gør mindst ondt, forklarer Peter Jacobsen og fortsætter:


- Vi har prioriteret at sikre flest muligt af de ruter, der hver dag bringer de unge hen til deres uddannelser. Desuden har vi en dialog med en del kommuner om at overtage trafikbetjeningen i de berørte områder, og det ser ud til at lykkes adskillige steder. Men der er ingen tvivl om, at der desværre er mange, der bliver ramt af disse besparelser, og det ærgrer jeg mig over.



Onsdag 27. juni i år blev der indgået politisk aftale om Regional Udvikling i Region Sjælland. Det har blandt andet betydet, at udgifterne til kollektiv trafik reduceres med 11 millioner kroner i 2019 og 21 millioner kroner i 2020, så de samlede udgifter til kollektiv trafik senest i 2021 udgør 350 millioner kroner. Udvalget for trafik, infrastruktur og miljø har haft ansvaret for at udmønte besparelseskravet, og det lykkedes udvalget at blive enige om besparelser for i alt 16,7 millioner kroner. Det er disse besparelser, Regionsrådet mandag godkendte endeligt. Enhedslisten, der ikke var en del af den politiske aftale om Regional Udvikling, stemte imod.

Region Sjælland investerer fortsat godt 350 millioner kroner om året i driften af den kollektive trafik, hvilket er op mod 75 procent af det samlede budget til regional udvikling. Region Sjælland kører lige nu i alt 40 busruter og 4 lokalbaner, og hvert år bruger cirka 13 millioner passagerer den kollektive trafik i Region Sjælland.



Fakta om besparelser på den kollektive trafik:

​120 Høje Tåstrup - Køge: Linjen nedlægges mellem Karlslunde og Køge
490 Ruds Vedby - Svinninge: Timesdrift, ingen drift aften og weekend
555/666 Odsherred - Høje Taastrup: Linjen nedlægges
740 Nykøbing F. - Gedser Færgehavn: Reduceret drift; timesdrift i dagtimer og 2 timesdrift aften og weekend
760 Vordingborg - Sakskøbing: Reduceres til én morgentur og to eftermiddagsture
780 Nakskov - Tårs Færgehavn: Region Sjællands andel af linjen nedlægges.
630R Næstved - Faxe Syd: Afkortes i Faxe Syd
Natbetjening: Linjerne nedlægges
460 Korsør - Stigsnæs Havn: Region Sjællands andel af linjen nedlægges​ ​​

SENESTE NYT

NYHEDER 5. DEC 2018 KL. 09:55
Busbaner er til busser
NYHEDER 30. NOV 2018 KL. 09:44
Retten gav os medhold

SENESTE PUBLIKATIONSLISTE