NYHEDER 30. NOV 2018 KL. 09:44

DSB efter afgørelse i Arbejdsretten: Retten gav os medhold

Af: kollektivtrafik

Arbejdsretten har torsdag afgjort, at arbejdsnedlæggelserne blandt DSB's kørende personale mandag 5., onsdag 21. og onsdag 28. november var systematiske og overenskomststridige. Dermed gav Arbejdsretten DSB medhold i sine påstande


Arbejdsretten pålagde medarbejderne en bod for arbejdsnedlæggelserne mandag 5. og onsdag 21. november på 40 kroner pr. time efter skat for faglærte, og på 35 kroner pr. time efter skat for ufaglærte.

For arbejdsnedlæggelsen onsdag 28. november, der fandt sted efter arbejdsrettens første møde i sagenfredag 23. november, er boden skærpet til 70 kroner pr. time efter skat for faglærte, og på 65 kroner pr. time efter skat for ufaglærte.

DSB oplyser, at de medarbejdere, der har strejket, bliver trukket i løn for de timer, hvor de har haft nedlagt arbejdet.

DSB fremhæver videre, at Arbejdsretten pålagde Dansk Jernbaneforbund at sørge for, at arbejdet forbliver normaliseret, og at der ikke kommer flere arbejdsnedlæggelser.

- Jeg er tilfreds med, at Arbejdsretten med afgørelsen har sendt et klart signal. Jeg håber, at der nu bliver skabt ro, så vi kan komme videre i forhandlingerne om nye lokalaftaler med Dansk Jernbaneforbund efter den proces, vi i fællesskab har aftalt, siger Flemming Jensen, der er administrerende direktør i DSB.