NYHEDER 15. MAJ 2019 KL. 16:13

Senior supervisor får Dronningens fortjenstmedalje

Af: kollektivtrafik

Senior supervisor får Dronningens fortjenstmedalje

Per Frederiksen, der er Senior supervisor i Movia, har fået tildelt Dronningens fortjenstmedalje for 40 års tro tjeneste i den kollektive transport. Fortjenstmedaljen blev overrakt af Movia’s administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen

- Det er en stor ære at få overrakt dronningens fortjenstmedalje, selvom jeg jo egentlig bare synes, at jeg har gjort mit arbejde gennem årene. Der kom faktisk så mange dejlige mennesker til min reception, at det var helt overvældende for mig, siger Per Frederiksen.

Per Frederiksen startede sit virke i Hovedstadens Trafikselskab (HT) 3. januar 1979 som buschauffør på den daværende linje 2.

I årene efter havde Per Frederiksen forskellige opgaver - blandt andet som instruktør og kørelærer, hvor han som fagleder underviste nye chauffører. Han var også med til at omskole 300 mekanikere til buschauffører.

Efter 1992 søgte Per Frederiksen til kundecenteret, hvor kundeservice og kundepleje blev hans interesseområde. Han har i dag stadig sit virke i kundecenteret hos Movia, hvor hans opgaver blandt andet er vagtplanlægning og uddannelse af nye medarbejdere.

Per Frederiksen er meget afholdt i hele virksomheden, fordi han altid er positiv, imødekommende og hjælpsom. Hvis han kan hjælpe, så gør han det. Samtidig er Per Frederiksen et beskedent menneske. Han er vokset op på Amager, men er i dag bosat i Sverige. På spørgsmålet om en historie om ham og fortjenstmedaljen skulle sendes til de lokale blade, var Per Frederiksens beskedne melding, at det var der ingen grund til. Men efter et let og kærligt pres, blev hans svar alligevel:

- Jo, I må da godt sende en historie til Amager Bladet, så bliver min gamle mor glad og stolt.
 
Det mest bemærkelsesværdige ved Per Frederiksen er dog, at hans ihærdighed og energi er forblevet uforandret høj gennem 40 år. I Movia er han derfor fortsat en meget værdsat og central medarbejder.
 
 
Fakta om senior supervisor Per Frederiksen:

  • 1979 - Starter sit virke i det daværende HT som buschauffør og bliver siden kørelærer 
  • 1983 - Faglærer og instruktør på HT skolen
  • 1992 - Søger til kundecenteret og er med til at indføre brugen af PC
  • 1995 - Leder for teknik i kundecenteret og med til at opbygge kundeservicedelen i Rådhuspladsens terminalbygning
  • 1996 - Kulturåret afslutter projektet HT Butikken på Rådhuspladsen 
  • 1998 - Sammenlægger flex bestilling, back office og kundeservice til et call center 
  • 2015 - Senior supervisor med ansvar for vagtplanlægning, statistikker og uddannelse af nye medarbejdere i kundecenteret

 



SENESTE NYT

SENESTE PUBLIKATIONSLISTE