NYHEDER 5. APR 2024 KL. 18:06

Dæmningsskred vest for Silkeborg: Tog er aflyst mellem Silkeborg og Herning i weekenden og mandag - måske længere

Af: kollektivtrafik

Det dæmningsskred nær Funder vest for Silkeborg, der fredag betød aflyste tog mellem Herning og Silkeborg, var forårsaget af kraftig regn. Banedanmark oplyser fredag eftermiddag, at togdriften vil være indstillet i weekenden og mandag - måske længere. Banedanmark er på stedet med folk og maskiner for at udbedre skaderne på dæmningen


Lørdag og søndag er det kun på strækningen mellem Engesvang og Silkeborg, der er spærret, og hvor Arriva indsætter togbusser. Mandag kører togbusserne igen mellem Silkeborg og Herning, og sidst på formiddagen mandag kommer Banedanmark med en prognose om, hvornår togtrafikken kan genoptages. Der kan blive tale om en forlængelse af spærringen.

- Allerede nu er der faldet 40 mm regn i april. Det svarer til, hvad vi normalt oplever i hele april-måned. Den megen regn har gjort, at der er kommet et dæmningsskred nær Funder mellem Silkeborg og Herning. Skaderne er omfattende, og vi kommer med ny prognose på mandag, siger direktør for Infrastruktur i Banedanmark, Claus Scheel Hincke.