BLOGS BROX 2. JAN 2018 KL. 07:00

Velkommen til informations- portalen kollektivtrafik.dk.

Af: Carsten Hyldborg

Velkommen til informations- portalen kollektivtrafik.dk.
Carsten Hyldborg, formand for Kolelktiv Trafik Forum
Initiativudvalget, Kollektiv Trafik Forums bestyrelse, har glædet sig til at præsentere den nye platform, som kan sætte os i stand, endnu bedre, at formidle viden om og indsigt i den kollektive trafik.
Informationsportalen erstatter det velkendte nyhedsbrev, som blev distribueret som PDF-fil via mail, men indeholder også meget mere.

Vores nyhedssektion bliver nu mere dagsaktuel, og kan i øvrigt læses af alle. Hvis man gerne vil have adgang til de solide analyser som Kollektiv Trafik Forum er velkendt for, skal man være medlem af Kollektiv Trafik Forum.

Det er vores håb at kollektivtrafik.dk bliver det foretrukne sted at gå hen, hvis man vi vide mere om kollektiv trafik.

Der er behov for et stærkt netværk af pendlere, busvognmænd, forskere, togoperatører, kommuner, regioner og trafikselskaber. Den kollektive trafik er under stort pres. Der mangler mål og retning, og det kan til tider være svært at bevare gejsten.

Samtidig er der behov for kollektiv trafik som aldrig før. Det kommer til at vare længe før selvkørende biler kan løse de stigende trængselsproblemer, men der virker til tider som om tanken om den fantastiske fremtid blænder for et realistisk syn på de aktuelle problemer.

Der er behov for at fremhæve de resultater som branchen har præsteret de senere år:

- Som et af de få lande i verden har Danmark en fuldt landsdækkende rejsehjemmel med adgang til alle transportformer, Rejsekortet, som efter en svær fødsel er blevet en gedigen succes.
- Rejseplanen er et af de mest benyttede digitale værktøjer, med over 50 millioner søgninger hver måned. Med Rejsekort og Rejseplanen er man klar til at rejse.
- To omfattende taksreformer: Takst Sjælland og Takst Vest gør det meget nemmere at forstå priser og produkter.
- Der er i Bus & Tog-samarbejdet indført fælles landsdækkende rejseregler

Kollektiv Trafik Forum lægger stor vægt på at holde fast ved en oplyst debat, udveksling af viden og solide analyser. Det er formålet med informationsportalen kollektivtrafik.dk

Nyt på kollektivtrafik.dk er vores debat- og opinionsrubrik BLOGS & BROX, hvor vi åbner for en faglig og trafikpolitisk debat.

I foreningens arbejdsgrundlag står der:
- Kollektiv Trafik Forum er et tværgående fagligt forum for alle med professionel interesse i kollektiv trafik.
- Kollektiv Trafik Forum har til formål at styrke dialogen mellem den kollektive trafiks parter.
- Kollektiv Trafik Forum er en netværksorganisation, som arbejder på grundlag af fælles interesser.

Jeg håber du vil være med til at gøre informationsportalen kollektivtrafik.dk levende til gavn for udviklingen af den kollektive trafik.

Brug den.