NYHEDER 13. FEB 2018 KL. 11:36

Analyse om mobilitet i Danmark: Vi kører længere på arbejde

Af: Jesper Christensen

I gennemsnit transporterer danskerne sig 42,5 kilometer til og fra arbejde - og der bruges mere tid på transporten. Det viser en ny analyse, som tænketanken Kraka har udarbejdet på opfordring fra DI Transport


Ifølge analysen er omkring 98 procent af de danske lønmodtagere pendler - og de pendlede i 2016 år 9 procent længere, end de gjorde for ti år siden i 2008 - hvor den eneste finans-krise ramte i sensommeren. Den gang var pendlerafstanden knap 39 kilometer. I løbet af 2016 brugte en bilpendler i snit 146 timer på at komme til og fra arbejde, hvilket er en stigning på 8 procent i forhold til 2008. Således er både pendlingsafstanden og tiden brugt på pendling steget. Opgjort i dage og timer bliver det til seks dage og to timer i bilen. Det er en stigning på 11 timer siden 2008. Forfatterne til analysen peger på, at en række faktorer kan påvirke det fremtidige pendlingsomfang - eksempelvis urbanisering, udbygning af infrastrukturen, omfanget af trængsel, udbredelsen af selvkørende biler og andre former for teknologisk udvikling. Hvis udviklingen forsætter, som den har gjort siden 2008, vil den gennemsnitlige pendlingsafstand i 2025 være 46 km, hvilket vil være en forøgelse på 8 procent i forhold til i dag. Branchedirektør i DI Transport Michael Svane ser udviklingen som udtryk for, at danskerne er villige til at transportere sig derhen, hvor der er arbejde. - Der er rigtig mange virksomheder, der har udfordringer med at finde kvalificerede medarbejdere i disse dage. Netop derfor er det supervigtigt, at der er mange, der er villige til at køre lidt længere til og fra arbejde, siger Michael Svane, der henviser til, at en undersøgelse gennemført af DI har vist, at fire ud af ti virksomheder har søgt forgæves efter medarbejdere i det seneste år. - Desto længere danskerne vil transportere sig til og fra job, desto større mulighed er der for at finde det job, der passer allerbedst, siger Michael Svane. Krakas analyse peger på, at såfremt de senere års udvikling fortsætter, vil den gennemsnitlige pendlingsafstand i 2025 være cirka 46 kilometer - 3,5 kilometer længere end i dag. Ifølge analysen er pendlingsafstanden især steget siden 2013, hvor den var godt 40 km. Samtidig er den tid, vi bruger på pendling ti log fra arbejde steget markant fra omkring 133 timer i 2013 til de anførte 146 timer i 2016. - Det afgørende spørgsmål er, om det også vil føre til, at danskerne bruger mere tid på at pendle. Som Krakas analyse viser, så er længere pendlingsafstand i de senere år gået hånd i hånd med længere transporttid. Spørgsmålet er, om det også bliver sådan i fremtiden, siger branchedirektør i DI Transport Michael Svane. Han påpeger, at den optimale situation er, at danskerne har mulighed for at transportere sig længere på den samme tid. Det vil komme både pendlerne og virksomhederne til gavn. - Men det kræver investeringer i både veje og den kollektive trafik, hvis ikke en længere pendlingsafstand skal føre til et øget tidsforbrug, siger Michael Svane. Interesserede kan læse Kraka’s analyse her: