Af: kollektivtrafik
Det kolde og blæsende vintervejr fik i sidste uge pustet flere ind i metro-togene i København. Resultatet var nye passagerrekorder på flere hverdage efter hinanden
Mandag 2. februar benyttede 432.000 passagerer Metroen, hvilket var det højeste antal
på en mandag - den tidligere rekord var på 431.000). Tirsdag fulgte med 458.000
passagerer og slog dermed den hidtidige tirsdagsrekord på 445.000. Onsdag
fortsatte tendensen med 455.000 passagerer mod den tidligere onsdagsrekord på 438.000.
- Når kulde og blæst rammer byen, søger flere mod Metroen, fordi den er hurtig,
stabil og uafhængig af vejret. Ugens tal viser, hvor vigtig Metroen er for hverdagen i
København - også når vinteren for alvor sætter ind, siger Eva Lind, der er kommerciel
chef i Metroselskabet.
Torsdag 5. februar havde 508.000 passagerer, hvilket var 4.000 flere end den hidtidige torsdagsrekord på 504.000 passagerer.
Desuden var torsdagsrekorden en så stor dag i Metroen, at rekorden kommer ind på top-ti rekorder over passagertal i Metroen nogensinde.
Metroen oplever generelt stigende passagertal, og vintervejret har i denne uge givet et ekstra løft. Samtidig understreger tallene Metroens rolle som et hurtigt og pålideligt transportvalg, når vejret udfordrer andre transportformer. I 2025 var Metroens driftsstabilitet over 99 procent i de fleste af månederne.
Driftsstabiliteten er et udtryk for, hvor mange procent af afgangene, hvor Metroen holder tidsplanen.