Af: kollektivtrafik
Togtrafikken til og fra Aarhus bliver indstillet fra fredag 16. til og med tirsdag 27. januar på grund af Banedanmark's arbejde med at ombygge spor og perroner i Aarhus. Togtrafikken nordpå er spærret i tre måneder frem til søndag 19. april
Fredag i den kommende uge indleder Banedanmark en ny og intens fase af ombygningen af jernbanen i Aarhus. Det betyder, at DSB-tog ikke kører tog til og fra Aarhus fra fredag 16. om aftenen til og med tirsdag 27. januar. Togoperatøren GoCollective indstiller trafikken fra fredag 16. til og med søndag 25. januar. Fra uge 3 til uge 16 er der desuden spærret for al togtrafik nordpå.
Årsagen til totalspærringen er en række arbejder, som betyder, at der ikke kan køre tog på skinnerne. Under spærringen skal det nye signalsystem tages i brug, og de ombyggede Spor 4 - 7 gøres færdige i Banegraven efter, at de har fået nye spor og perroner. Samtidig tages der hul på fornyelsen af Spor 2 - 3, og flere broer uden for Banegraven skal bygges om.
- Vi er nået langt siden foråret, hvor vi gik i gang med projektet, og det er lykkedes at afvikle trafikken fornuftigt i færre spor, siger projektchef i Banedanmark, Helle Thambo.
Hun peger på, at meget af det kommende arbejde kræver, at der ikke kører tog.
- Under spærringen træder vi pedalen helt i bund og arbejder i døgndrift på alle opgaver, så vi udnytter spærringen bedst muligt. Det bliver ikke sjovt for passagererne, men spærringen er nødvendig for, at vi kan blive færdige med projektet, siger Helle Thambo.
Ombygningen af jernbanen har været i gang siden 1. april sidste år. Flere spor er blevet fornyet, og der er gjort klar til at tage det nye signalsystem i brug. Formålet er, at en ny og moderne jernbane ved udgangen af 2026 skal være klar til, at der kan køre eltog på den østjyske hovedstrækning.
DSB og GoCollective indsætter togbusser
Fra fredag 16. om aftenen til og med tirsdag 27. januar erstattes al DSB-trafik af togbusser, og det samme gælder trafikken nordpå frem til uge 16 (13. - 19. april). Busserne kommer til at køre fra Banegårdspladsen i Aarhus til en række byer mod syd og nord.
- DSB opfordrer kunderne til at benytte Rejseplanen, der er opdateret med ændringerne. Det er vigtigt at være opmærksom på, at omfanget af kørslen med togbusser varierer hen over perioden fra 16. januar til og med 19. april. Vi kommer på hverdage i dagtimerne til at indsætte direkte togbusser, der kører uden stop, mellemhurtige busser, der standser ved de største stationer, og stopbusser, der standser ved alle stationer, siger DSB's informationschef Tony Bispeskov.
I perioden, hvor der kører Togbusser til og fra Skanderborg, er over halvdelen af parkeringspladsen i Skanderborg inddraget til busserne. DSB opfordrer passagerer, der ankommer i bil, til at køre til Horsens, hvor der er anlagt en midlertidig parkeringsplads syd for stationen. Der vil være skilte ved stationen, der viser vej til parkeringspladserne.
Også GoCollective indsætter togbusser på deres strækninger mellem Aarhus og henholdsvis Hinnerup og Skanderborg og opfordrer passagerne til at holde sig opdateret på Rejseplanen og via skærmene på stationerne.
Passagerer, der skal rejse mellem Aarhus og Skanderborg, skal være særligt opmærksomme på, at alle GoCollectives togbusser på strækningen stopper i både Hørning og Viby J. I nordgående retning kører togbusserne til/fra Hinnerup, hvor GoCollective's tog kører til/fra henholdsvis Viborg og Struer over Langå.
DSB indsætter Togbusser på udvalgte strækninger og i følgende perioder:
GoCollective indsætter Togbusser på udvalgte strækninger og i følgende perioder:
Interesserede kan læse mere om Banedanmarks baneprojekt i Aarhus her: