NYHEDER 4. NOV 2026 KL. 11:22

Storebæltsbroen skal løftes 84 gange

Af: kollektivtrafik

Storebæltsbroen skal løftes 84 gange
Sådan ser de specialdesignede donkrafte ud, der blev brugt under prøveløftet i 2024. De kan løfte broen 20 mm. Det frigør lige præcis nok plads til, at brolejerne kan tages ud

Efter en længere udbudsproces har Sund & Bælt valgt en entreprenør, der skal stå for en omfattende renovering af brolejerne på Storebæltsbroens Vestbro. Arbejdet begynder i løbet af næste år og skal gennemføres, mens der kører biler og tog på broen. I efteråret 2024 gennemførte Sund & Bælt for første gang et prøveløft på Vestbroen. Løftet havde til formål at demonstrere, at det kan lade sig gøre at løfte broen og renovere brolejerne, uden at det påvirker hverken trafikken eller broens konstruktion


Storebæltsbroen, der blev åbnet for biltrafik i juni 1998, skal øgende vedligeholdes. Nu er turen kommet til brolejerne mellem vejbanerne på Vestbroen og broens bærende konstruktion. Sund & Bælt har indgået kontrakt med entreprenørfirmaet MT Højgaard Danmark om at renovere i alt 188 brolejer, hvoraf 44 skal udskiftes helt. Renoveringsprojektet er et af de største og mest komplekse siden Vestbroen åbnede i 1997, og kontrakten har en værdi på 232 millioner kroner.
 
- Storebæltsbroen er bygget til at holde i mange år, men trafikken og vejret slider på broen, og det kræver, at vi løbende vedligeholder og fornyer vitale dele. Det er en både stor og teknisk krævende opgave, og med entreprenøren på plads kan vi nu tage det næste store skridt i projektet, siger Finn Raun Gottfredsen, der er projektchef i Sund & Bælt og ansvarlig for renoveringsprojektet.
 
En kompliceret opgave
Den næsten syv kilometer lange Vestbro hviler på brolejer. Mellem lejernes over- og underdel ligger en glideplade, som består af teflon. Glidepladerne sikrer, at broen sikkert kan udvide sig, når det er varmt, og trække sig sammen, når det bliver koldt. Efter godt 25 års slid er det blevet tid til, at pladerne skal udskiftes og lejerne renoveres.
 
For at kunne tage brolejerne ud skal selve broen løftes. Det sker ét brofag ad gangen. Hvert brofag er omkring 110 meter langt og vejer cirka 5.500 ton. Det skal løftes omkring 20 millimeter, så der bliver plads til at tage lejerne ud og renovere eller udskifte dem. Den proces skal gentages 84 gange. Metoden blev afprøvet ved et prøveløft i november 2024, hvor broen blev løftet med 12 specialdesignede donkrafte uden at påvirke trafikken på Storebælt.
 
- Det særlige ved opgaven er, at vi skal udføre et meget omfattende arbejde på en af Danmarks vigtigste trafikforbindelser, samtidig med at biler og tog fortsat skal kunne passere. Det stillede store krav, da vi udviklede og afprøvede metoden, og det bliver også afgørende, når vi går i gang med selve renoveringen, siger Finn Raun Gottfredsen.
 
MT Højgaard Danmark skal anvende en specialudviklet løsning med arbejdsplatforme under broen, så arbejdet kan udføres uden at påvirke vej- og togtrafikken. Arbejdet forventes gennemført over tre udførelsessæsoner fra april 2027 til november 2029.
 
 
Lidt fakta om Vestbroen:
  • Vestbroen stod færdig i 1997, men lejerne blev installeret i 1995
  • Det er brofag på ca. 110 meter, der skal løftes et ad gangen for at kunne renovere lejerne og udskifte glidepladerne. Det sker blandt andet ved hjælp af specialdesignede donkrafte. I alt skal der udføres 84 løft.
  • Glidepladerne er 6 mm tykke, når de er nye. Glidepladerne bliver slidt, når broen bevæger sig, og skal skiftes, når de har en tykkelse på 3 mm. Brolejerne, som skal tages ud og renoveres, vejer mellem 5,5 og 7,5 ton
  • Sund & Bælt udførte tre vellykkede prøveløft af et brofag i 2024 og 2025. Erfaringerne dannede grundlag for udbuddet af renoveringsprojektet
  • Det er entreprenørfirmaet MT Højgaard Danmark, der har vundet kontrakten. Virksomheden har stor erfaring med at bygge og vedligeholde store infrastrukturprojekter. MT Højgaard var blandt andet med til at opføre Vestbroen, som stod færdig i 1997
 
 
I efteråret 2024 gennemførte Sund & Bælt et prøveløft på Vestbroen. Det havde til formål at demonstrere, at det kan lade sig gøre at løfte broen og renovere brolejerne, uden at det påvirker trafikken eller broens konstruktion. (Foto: Sund & Bælt)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Hvordan man løfter Storebælstbroen? Sund & Bælt forklarer det på denne video. (Video: Sund & Bælt)
 
 

 



Infrastruktur