NYHEDER 11. DEC 2019 KL. 10:07

Bopælskrav udgår af taxiloven

Af: kollektivtrafik

Transportminister Benny Engelbrecht (S) har onsdag holdt et møde med transportordførerne bag taxiloven, hvor det blev aftalt at droppe det krav, som taxiloven stiller til, at ejerkredsen af taxiselskaber skal have bopæl i et EU- eller et EØS-land, da kravet er i strid med EU-retten

Taxiloven, som et bredt flertal i Folketinget står bag (S, SF, R, V, K, DF, LA), indeholder et krav om, at ejerkredsen af et taxiselskab skal have bopæl i et EU- eller EØS-land for at kunne få en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport eller til at drive et kørselskontor. Efter rådgivning fra Kammeradvokaten står det klart, at den del af lovgivningen er i strid med EU-retten vedrørende kapitalens fri bevægelighed og den frie etableringsret.

- Jeg noterer mig, at kravet er i strid med EU-retten. Derfor skal vi have ændret den gældende lov, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Da EU-retten har forrang for dansk ret, er der en pligt til at undlade at anvende bestemmelser i national ret i det omfang, de strider mod EU-retten.

Færdselsstyrelsen vil fra og med onsdag undlade at håndhæve et bopælskrav til ejere af taxiselskaber, ligesom der vil blive udarbejdet et lovforslag til ændring af taxiloven, så bopælskravet udgår af loven. Dette har ikke betydning for overholdelse af de øvrige krav i taxiloven - herunder krav om god skik og overenskomster.



SENESTE NYT

NYHEDER 22. JAN 2020 KL. 10:12
Rabatreform udløser kritik
NYHEDER 15. JAN 2020 KL. 15:44
Luftkvaliteten er forbedret

SENESTE PUBLIKATIONSLISTE