NYHEDER 28. APR 2020 KL. 14:18

Corona-tiden er mindre miljøbelastende

Af: kollektivtrafik

Forureningen fra vejtrafikken er faldet som følge af den generelle opfordring til at arbejde hjemmefra for at dæmme op for spredning af corona-virussen. Den mindre trafik, der også er blevet båret frem af lukkede uddannelsesinstitutioner, kultur-arrangementer, restauranter og caféer, betyder færre sygedage og et fald i antallet af for tidlige dødsfald på grund af luftvejsproblemer


Tiltagene for at nedbringe risikoen for smitte med coronavirus har indtil videre betydet en nedgang i vejtrafik på landsplan på ca. 40 procent, og en tilhørende nedgang i udledninger af luftforureningskomponenter fra vejtrafik på ca. 35 procent.

I et notat vurderer Forskere fra DCE - Nationalt Center for Miljø og energi ved Aarhus Universitet - at den renere luft vil spare over 60.000 sygedage og 80 for tidlige dødsfald i 2020 på grund af luftforurening fra vejtrafikken.

Notatet fra DCE bygger på tal fra Vejdirektoratet, der følger trafikkens udvikling dag for dag på en række tællestationer i Danmark. Vejdirektoratet har offentliggjort trafiktal, der kan belyse effekten af indsatsen mod spredning af corona-virus.

Forskere fra DCE - Nationalt Center for Miljø og energi ved Aarhus Universitet har i et notat anvendt tallene til at udregne, hvordan den faldende forurening påvirker antallet af blandt andet sygedage og for tidlige dødsfald. Forskerne antager i deres beregninger, at den reducerede vejtrafik vil vare i en periode på tre måneder.

For at beregne, hvilken betydning faldet i luftforurening har for helbredseffekter i Danmark, har forskerne blandt andet benyttet tidligere beregninger gennemført med det såkaldte EVA-modelsystem og reduceret trafikkens bidrag til helbredseffekterne.

Udledninger fra dansk vejtrafik fører til luftforurening, der kan spredes med vinden over store afstande, hvilket også giver Danmark luftforurening fra udenlandsk vejtrafik. Samtidigt sker der kemisk omdannelse af en række af de forskellige luftforureningsstoffer, ligesom en række af disse stoffer afsættes på land- og vandoverflader. Alle disse processer er medtaget i modellerne bag notatet.

Beregninger af helbredseffekter relateret til luftforurening indgår som et fast element i rapportering af det danske luftovervågningsprogram under NOVANA, hvor gennemsnitsværdier for dødelighed og sygelighed over tre år, som kan tilskrives luftforurening, opgøres på årlig basis.

I notatet anfører forskerne, at de har udført en skønsmæssig beregning af, hvordan helbredseffekterne i Danmark bliver påvirket af den reducerede vejtrafik under coronakrisen. Notatet præsenterer både tal for effekten af ændringer af udledningerne fra vejtrafikken i Danmark og for konsekvensen af tilsvarende ændringer i trafikken i de øvrige udland.

Der er store usikkerheder på vurderingerne - blandt andet fordi der endnu ikke er viden om, hvor lang tid restriktionerne i relation til corona-situationen vil vare ved, og fordi DCE ikke har eksakte tal for, hvor store ændringer der har været for vejtrafikken i det øvrige Europa.

Interesserede kan læse DCE- notatet ”Coronakrisens effekt på omfanget af helbredseffekter relateret til luftforurening” her:

 

 



Corona

SENESTE NYT

NYHEDER 26. MAR 2024 KL. 13:04
Flere stiger på toget