NYHEDER 10. JAN 2020 KL. 12:20

Fynske busser følger den almindelige prisstigning

Af: kollektivtrafik

Trafikselskabet FynBus justerer lige fra søndag 19 januar som de øvrige trafikselskaber taksterne som et led i den almindelige prisudvikling. De fleste passagerer vil ikke opleve de store ændringer, men pensionister skal fremover betale lidt mere for et pendlerkort


Hos FynBus peger man på, at for mange rejsende vil prisen være uændret, mens andre vil opleve en mindre stigning i prisen for at køre med bus.

Enkeltbilletter
Prisen på enkeltbilletter ændres ikke. Enkeltbilletter er den dyreste måde at rejse på. De kan købes kontant i bussen, i FynBus’ Mobilbillet-app eller via FynBus’ webshop.

Rejsekort
Prisen for en rejse på 1-2 zoner på et rejsekort stiger fra 18,00 kroner til 18,20 kroner.
Som tommelfingerregel er rejsekort derfor stadig næsten altid den billigste måde at rejse på. Rejser man mere end 30 gange på en måned på den samme strækning, så bør man overveje at skifte til pendler kombi eller pendlerkort.

Pendlerkort
Priserne på pendlerkort på to-tre zoner for voksne og børn stiger med ca. 1 procent. Et pendlerkort på to zoner til en voksen stiger eksempelvis fra 380 til 384 kroner.

Pendlerkort til pensionister
På Fyn har pensionister traditionelt fået en stor rabat på 50 procent på pendlerkort, sammenlignet med for eksempel togrejser over Storebælt, hvor der gives 25 procent i rabat til pensionister.

På grund af et ønske om at gøre rabatterne mere ens på tværs af trafikselskaberne i Danmark, blev rabatten sidste år reduceret til 45 procent. I år reduceres rabatten yderligere, så pensionister fremover får en rabat på 38 procent. Det betyder eksempelvis, at et pendlerkort på to zoner stiger fra 209 til 238,08 kroner. Det samme gør pendlerstrækningen på et pendler kombi-rejsekort.

Interesserede kan få overblik over ændringerne på FynBus.dk eller se prisen for en konkret rejse med de forskellige billettyper ved at søge på Rejseplanen på en dato efter 19. januar.