NYHEDER 11. OKT 2019 KL. 09:46

Hovedstadens letbanetog bliver grønne

Af: kollektivtrafik

Hovedstadens letbanetog bliver grønne

Når Hovedstadens Letbane efter planen begynder at køre på skinnerruller i 2025 på strækningen mellem Ishøj og Lyngby, bliver det med grønne tog. Farven skal blandt andet sikre letbanen sin egen identitet blandt de eksisterende offentlige transportformer i hovedstaden

- Letbanen skal opleves i sammenhæng med de øvrige offentlige transportformer i hovedstadsområdet, som alle har hver sin karakteristiske farve - det røde S-tog, den hvide metro og de gule busser. Farverne hjælper kunderne med at genkende transportformerne og skelne mellem disse. Med den grønne farve bliver letbanen genkendelig og synlig i bybilledet ligesom bus, tog og metro - samtidig med, at vi her har en klimavenlig og bæredygtig transportløsning, siger Trine Græse (S), der er næstformand i Hovedstadens Letbane og borgmester i Gladsaxe Kommune, som står bag projektet sammen med ti andre kommuner og Region Hovedstaden.

På midten af de grønne letbanetog vil der også være et sort ”bælte”, som er trukket langt ned, så udtrykket adskiller sig fra busserne. Bæltet skal minde passagerne om, at det er nemt at træde ind og ud af toget, også hvis man har barnevognen eller rollatoren med. Derudover vil hvide markeringer på midten af dørene indramme døråbningerne, når dørene åbner. Disse markeringer skal blandt andet hjælpe svagtseende, når de skal ind og ud af toget.

- Letbanen hjælper til, at alle borgere får en høj mobilitet - også dem, som har brug for lidt ekstra service og hjælp. Vi er meget optaget af, at letbanen bliver nem at bruge for alle, uanset eventuelle handicap eller andre særlige behov. Tilgængelighed spiller derfor en central rolle i planlægningen og udførelsen af Hovedstadens Letbane, påpeger Trine Græse.

Synlighed øger trafiksikkerheden
Den stærke grønne farve på letbanetogene kan også være med til at øge trafiksikkerheden på vejene, når letbanen først går i drift.

- Lyse og stærke farver er generelt mere synlige i trafikken end mørke og grålige farver, siger Rebekka Nymark, der er direktør i Hovedstadens Letbane.

Derudover adskiller den grønne farve sig fra mange af de ting, man ser i de byrum, som letbanen vil køre igennem. På den måde vil letbanen skille sig ud og blive set.

- Vi ved, at letbanen er en ny transportform i hovedstaden, og at alle andre trafikanter skal vænne sig til at færdes omkring letbanen, når den går i drift. Derfor har vi særlig stort fokus på samspillet mellem letbanen og den øvrige trafik, og her spiller farven på togene også en rolle, siger Rebekka Nymark.


Fakta om letbanen i Hovedstaden:

  • Hovedstadens Letbane forventes at stå klar til brug i 2025 og skal gå mellem Ishøj og Lundtofte nord for Lyngby
  • Letbanen strækker sig over 28 kilometer og stopper ved 29 stationer undervejs
  • Letbanen ventes at skulle betjene 13-14 millioner passagerer om året - til sammenligning rejser ca. 10 millioner passagerer om året med Kystbanen
  • Passagererne kan skifte til S-tog på seks af de kommende letbanestationer - Ishøj, Vallensbæk, Glostrup, Herlev, Buddinge og Lyngby
  • Letbanen kommer til at køre hvert 5. minut i dagtimerne og hvert 10. minut om aftenen samt på søn- og helligdage
    Letbanens tophastighed ligger på 70 km/t, men gennemsnitsfarten vil være på ca. 30 km/t, når man regner stop ved stationerne med


Fakta om togene:

  • Siemens leverer 29 tog af mærket Avenio, som i dag kører i Haag og München
  • Hvert tog består af fire vogne og har plads til ca. 260 passagerer
  • Togene er indrettet med fire flexområder, hvor der vil være plads til kørestole, barnevogne og evt. cykler. Derudover er toget indkøbt med et gulv uden niveauskift, så kørestole, barnevogne og cykler nemt kan flyttes inde i toget og til den nærmeste udgang
  • Letbanetogene har lav indstigningshøjde, så de er lette at komme ind og ud af. Derudover bliver der etableret en rampe fra perronerne på cirka 10 meter, så der er niveaufri adgang til fortove, veje med videre
  • Togene forventes at køre med en meget høj driftsstabilitet, da der er tale om velafprøvede tog, der i stort omfang kører i eget spor
  • Letbanestationerne indrettes med belysning, informationsskærme, bænke, skraldespande og højtaleranlæg, ligesom at der også vil være informationsskærme inde i letbanetogene, der skal hjælpe kunderne til nemt at bruge letbanen effektivt og give kunderne en god rejseoplevelse


SENESTE NYT

NYHEDER 13. NOV 2019 KL. 22:04
Alt bliver målt

SENESTE PUBLIKATIONSLISTE