NYHEDER 1. FEB 2018 KL. 07:52

Fremtidens Transport 2018: Hvor bli’r storebror af …?

Af: kollektivtrafik

Hvor bli’r storebror af …?

IDA på Kalvebod Brygge i København lagde lokaler til, da ca. 150 deltagere med interesse for fremtidens mobilitet tidligere i denne uge mødtes til konference om ”Fremtidens Transport 2018” med undertitlen ”Kommunale og regionale virkemidler til en bedre mobilitet”. På konferencen gav en række indlægsholdere fra blandt andet kommuner, regioner og organisationer deres bud på de fremtidige muligheder og udfordringer for at skabe en bedre mobilitet end den, borgerne i øjeblikket må nøjes med


På konferencen stod det klart, at de fleste indlægsholdere savner initiativer og visioner fra storebror - fra regering, Folketing og statslige myndigheder. Det er den digitale udvikling, der presser aktørerne til handling, for digitaliseringen går så stærkt og kræver så komplekse løsninger, at hverken regioner, kommuner, organisationer eller virksomheder kan definere mål og løsninger til de fremtidige udfordringer. Og udfordringer er der nok af - trængsel, miljøbelastning, fysiske og økonomiske barrierer, urbanisering osv. Mobility as a Service Løsningen på alle udfordringerne er angiveligt ”MaaS” - Mobility as a Service - som var et gennemgående tema i flere af indlæggene på konferencen. Tyske Sasha Westermann, projektleder hos Hamburger Hochbahn, var inviteret til som hovedtaler at fortælle om ”International Experiences with MaaS Solutions”. Han tog udgangspunkt i eksempler fra Hamborg, og hans indlæg gav stof til eftertanke, for MaaS-opgaven er enorm og virker uoverskuelig. Med eksempler fra det virkelige liv illustrerede Sasha Westermann, hvordan vaner, tankegange, processer, juridiske forhold, infrastruktur osv. skal ændres og tilpasses fremtidens behov for at skabe sammenhængende mobilitet. Borgerne vil ha’ nemme, bæredygtige, effektive og økonomiske muligheder for dør-til-dør transport i én, samlet løsning. Én app, som gør det nemt og hurtigt at navigere og rejse fra A til B og videre til C og D, inden turen går tilbage til A i en blanding af individuel og kollektiv trafik. Skiftet mellem forskellige transportformer skal være nemt, trygt og effektivt, og undervejs skal den moderne rejsende have adgang til underholdning, shopping, nyheder, vejrudsigten, betaling osv. i én og samme digitale løsning. Konferencen blev afsluttet med en paneldebat, hvor regionrådsformand Stephanie Lohse (V) fra Region Syddanmark og formand for Erhvervs- og Vækstudvalget i Danske Regioner Lars Gårdhøj (S) fra Region Hovedstanden samt borgmester i Roskilde Joy Mogensen (S) og By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V) fra Odense debatterede udfordringer og løsninger. Og her blev det helt tydeligt, at udfordringerne med at skabe optimale MaaS-løsninger ikke kan løftes fra hverken regionalt eller lokalt niveau, men skal guides fra toppen! Læs mere her på Kollektivt Trafikforum i de næste nyhedsbreve, når vi vender tilbage med indlæg om ”Fremtidens Transport 2018 - Kommunale og Regionale Virkemidler til en bedre mobilitet”.