NYHEDER 22. OKT 2019 KL. 11:25

Kampagne skal hjælpe busserne ud i trafikken

Af: kollektivtrafik

Midttrafik lancerer i samarbejde med Busselskabet Aarhus Sporveje en kampagne, der skal sætte fokus på bilisternes vilje til at lukke bussen ud i trafikken. Budskabet, der står tydeligt på bussernes bagende lyder: ”Kig godt på mig, du lader nu bussen komme uuuud i trafikken…”

Baggrunden for kampagnen er, at flere og flere bilister har glemt - eller ser stort på, hvad de har fået at vide, da de tog kørekort - nemlig, at man som bilist skal give plads til busser, der giver tegn til at sætte i gang ved busstoppesteder.

Det er forståeligt, at første bil måske køre forbi. Men når den anden bil lukker bussen ud, har bilisten hjulpet op mod 100 buskunder ud i trafikken. Men hverdagen i Aarhus er ganske anderledes for mange buschauffører. De oplever, at op til fire, fem, seks biler kører forbi bussen, mens de holder og blinker ud fra stoppestedet. Konsekvensen er, at busserne ikke kan overholde køreplanen, og mange kunder kommer for sent til arbejde og uddannelse.

Situationen har fået Midttrafik og Busselskabet Aarhus Sporveje til at sætte fokus på problemet med fremkommelighed på vejene i Aarhus med den nye kampagne. Formålet med kampagnen er, at få bilisterne til at tage hensyn til bussen, ved at lade den komme ud, når den blinker.

Idéen til kampagnen kommer fra chaufførerne selv. De oplever, at problemet bliver større og større - især om morgenen og eftermiddagen, når folk har travlt med at komme til og fra arbejde. Det skaber frustration blandt chauffører og kunder i bussen, og i nogle tilfælde kan der opstå farlige situationer, når bussen skal kæmpe sig ud fra stoppestedet.

Direktør i Busselskabet Aarhus Sporveje Finn Mikkelsen er glad for samarbejdet med Midttrafik omkring tiltaget.

- Vi håber, at bilisterne vil tage godt imod kampagnen, for det vil have stor betydning for chaufførerne og for vores kunder, hvis busserne får lettere ved at komme ud fra stoppestederne, siger han.

Chaufførerne oplever især, at det er svært at komme ud, når de kører buslinje 5A og 6A på Ringgaden og Ringvejen i Aarhus. De to buslinjer, der er nogle af de største buslinjer i Aarhus, bringer på hverdagene bringer omkring 20.000 af Midttrafiks kunder frem i trafikken. På et år bliver det til over 5,4 millioner kunder på de to buslinjer alene. Derfor er det netop på Ringgaden og Ringvejen, at bilisterne møder kampagnen på bagenden af busserne.

I kampagnen bruger Midttrafik humor, fordi det er effektivt til at skabe opmærksomhed. Trafikselskabet tror på, at bilisterne blot skal mindes om at tage hensyn til bussen, så de med et smil på læben lader bussen komme ud i trafikken. Herudover vil der være opslag på sociale medier i perioden.  

Fakta:
• Kampagneperiode: Uge 43 og 44.
• Antal kunder, der rejser med bybusserne i Aarhus på en almindelig hverdag: 108.177.
• Antal kunder, der rejser med linje 5A og 6A i Aarhus på en almindelig hverdag: 19.988.

Interesserede kan besøg Midttrafik’s kampagneunivers her:  



SENESTE NYT

NYHEDER 13. NOV 2019 KL. 22:04
Alt bliver målt

SENESTE PUBLIKATIONSLISTE