KTF Transmision
NYHEDER 8. JUL 2026 KL. 09:57

Banedanmark har ekstra travlt i sporet i sommerferien

Af: kollektivtrafik


Banedanmark har ekstra travlt i sporet i sommerferien
(Illustration: Banedanmark)

Banedanmark arbejder flere steder i landet i sommerferien. Det betyder eksempelvis, at der i uge 29 fra mandag 13. juli kører togbusser mellem Ringsted og Fredericia, hvor Banedanmark fornyer sjællandske strækninger og arbejder på en ny bane på Fyn


Banedanmark har siden begyndelsen af 2026 været i gang med store sporfornyelsesprojekter på Sjælland. I uge 29 arbejder Banedanmark og organisationens entreprenører fokuseret i sporet mellem Ringsted og Slagelse.


- Det er en af landets travleste strækninger, og fornyelsen er nødvendig for at holde banen skarp. Vi renoverer afvandingsanlæg og udskifter slidte skinner, sveller og sporskifter på strækningen, siger Michael Brinch, der er sektionschef i Banedanmark.


- Vi udnytter sommerferien til at udføre arbejdet, fordi der er markant færre passagerer og pendlere, som vil få forstyrret deres rejse, påpeger han.


På Fyn er Vejdirektoratet sammen med Banedanmark i gang med at anlægge en ny dobbeltsporet bane, der skal få togtrafikken til at glide lettere over Fyn. I uge 29 bliver der arbejdet med spor, kørestrøm- og sikringsanlæg i Odense Vest og Kauslunde, hvor den nye bane skal sluttes til den gamle. Tilsammen betyder de to baneprojekter, at DSB indsætter togbusser hele vejen mellem Ringsted til Fredericia i uge 29.


- Banedanmark bruger en uge af skolernes sommerferie, hvor DSB samlet set har færre kunder, til at arbejde i begge spor. Undervejs indsætter vi 150 togbusser ad forskellige ruter, der er tilpasset kundernes behov, siger Tony Bispeskov, der er informationschef i DSB.



Lidt fakta om baneprojekterne:



  • Banedanmarks fornyelse af strækningen mellem Ringsted og Slagelse indebærer blandt andet udskiftning af slidte skinner, sporskifter og sveller samt renovering af afvandingsanlæg. Nogle steder opgraderes strækningerne til højere hastigheder

  • Fornyelsesarbejdet er en nødvendig del af det løbende vedligehold af jernbanen. Det sikrer desuden, at banen er klar til fremtidens el-tog og det nye digitale signalsystem, hvor togene kan køre hurtigere, tættere og smartere

  • Fornyelsen af Ringsted-Slagelse er en del af arbejdet med at forny strækningen mellem København og Storebælt. Der er de senere år gennemført større fornyelser af Slagelse og Høje Taastrup stationer samt af strækningerne København-Høje Taastrup, Roskilde-Ringsted og Slagelse-Korsør

  • Den nye bane over Vestfyn fra Odense Vest til Kauslunde er en 35 kilometer lang dobbeltsporet, elektrificeret højhastighedsbane, der efter planen skal stå færdig i 2029