Lufthavn ved Esbjerg får forbindelse til Holland og England
Af: kollektivtrafik
Til august får et netværk, der forbinder Esbjerg med Groningen og Den Helder i Holland og Norwich i England, luft under vingerne. Det oplyser Esbjerg Havn på sin web-side
Netværket skal åbne for hurtigere forbindelser mellem nogle af Nordsø-regionens vigtigste energi- og offshore-centre. I fjerde kvartal vil der åbne en rute mellem Esbjerg og Stavanger i Norge.
Bag initiativet står virksomheden LYGG, som beskriver sig selv som en mobilitetsplatform, der er skabt til at løse en udfordring for virksomheder på tværs af Nordeuropa, der har efterspurgt effektive transportforbindelser mellem mindre byer.
LYGG fungerer ved at samle virksomheders rejsebehov og matche efterspørgslen med regionale flyoperatører. I stedet for at forsøge at konkurrere med de store flyselskaber er ambitionen at skabe direkte forbindelser, hvor traditionelle luftfartsselskaber ser utilstrækkelige passagermængder.
Esbjerg Havn oplyser, at virksomheden forventer, at efterspørgslen vil stige gradvist, efterhånden som kendskabet til de nye forbindelser øges. Målet er omkring 500 passagerer om måneden fra Esbjerg.
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET
