Nye busløsninger får støtte på samlet 20 millioner kroner
Af: kollektivtrafik
Fem kommuner har fået i alt 20 millioner kroner til forsøg med fleksible busløsninger. Det oplyser Transportministeriet. Samsø Kommune har eksempelvis søgt støtte til ”Midibusser”, der kan bruges til både skolekørsel, sommerbus og bus på bestilling
Målet med støtten til projekter i de fem kommuner er at afprøve nye og mere fleksible busløsninger til gavn for balancen mellem land og by og borgerne i de områder, der i dag savner kollektiv transport. Pengene kommer fra SVM-Regeringens landdistriktsudspil, hvor der i alt er afsat 50 millioner kroner til støtte af behovsstyrede busser i landdistrikterne.
Transportminister Thomas Danielsen (V) peger på, at behovsstyrede busser har et stort potentiale til at styrke mobiliteten i landdistrikterne, og at ekspertudvalget for kollektiv transport anbefaler de behovsstyrede busser.
- Det er meget positivt, at kommunerne byder ind med gode ideer, som vi nu kan prøve af. Vi skal gøre noget nyt for at få en velfungerende kollektiv trafik uden for de store byer, og her er mindre og langt mere fleksible busser en del af løsningen, siger Thomas Danielsen. Der har været fem ansøgninger til de 20 millioner i 2025. Fire af de indkomne ansøgninger er blevet imødekommet fuldt ud, mens den femte er blevet delvist imødekommet.
- Nordjyllands Trafikselskab får 2,2 millioner til implementering af behovsstyret transport på afgange som supplement til den eksisterende kollektive trafik i Frederikshavn Kommune
- Trafikselskabet Movia på Sjælland får 5,8 millioner til test af nærbusservice på Vestmøn i Vordingborg Kommune som supplement til den nuværende busdrift
- Samsø Kommune får 4,2 millioner til forbedringer i den behovsstyrede transport på Samsø med en ny bustype, der skal give mulighed for at tage flere rejsende med ved skolekørsel, hvilket skal frigive kapacitet til telebussen
- Sydtrafik får 2,7 millioner til flexstop - en mulighed for at rejse mellem to stoppesteder med anvendelse af den allerede eksisterende flextrafik. Produktet skal være en del af Rejseplanen
- Fynbus får 5,1 millioner (delvist tilsagn) til pilotforsøg med bus på bestilling i erhvervsområder i Odense og Langeskov Syd i kombination med den øvrige flextrafik
Mobilitet
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET