NYHEDER 9. JUL 2025 KL. 11:12

Landdistrikter efter rapport fra ekspertudvalg: Nye anbefalinger bør følges op med massive investeringer i den kollektive trafik og mobilitetsløsninger

Af: kollektivtrafik

Landdistrikternes Fællesråd roser det fokus på fleksible transportløsninger og et styrket hovednet, som Ekspertudvalget om kollektiv mobilitet i hele Danmark fremhæver i sin seneste og afsluttende rapport. Fleksible transportløsninger og et styrket hovednet er vigtige for at binde landet bedre sammen gennem den kollektive transport, og Landdistrikternes Fællesråd peger på, at det kræver politisk opbakning og massive investeringer


Ekspertudvalget om kollektiv mobilitet i hele Danmark offentliggjorde sidst i juni sine endelige anbefalinger til, hvordan fremtidens kollektive trafik og mobilitet bør se ud. Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, bakker op om flere fleksible transportløsninger, især i landdistrikterne, ligesom der fortsat skal være et højfrekvent hovednet af tog- og buslinjer, på tværs af kommuner og internt i kommunerne.

- Jeg er glad for at se, at ekspertgruppens anbefalinger læner sig op ad vores anbefalinger til fremtidens mobilitet i landdistrikterne, som blev lanceret for et par måneder siden. Det bliver afgørende, at vi styrker transporthovednettet af bus og tog, og samtidig arbejder med mere fleksible løsninger, som passer til de lokale behov, siger Steffen Damsgaard.

Ekspertudvalget anbefaler, at opgaven med at sikre et strategisk og højfrekvent hovednet bedst varetages ved et kommunalt og statsligt ansvar for organiseringen.

- Denne anbefaling er vi klart uenige i, da det med vores erfaring vil få negative konsekvenser for de tværkommunale ruter, da man lokalt ikke vil have de samme interesser for dækning, som regionerne har været gode til at håndtere på tværs af kommuner. Vi vurderer, at det mest optimale er at fastholde den organisering, som vi har i dag, hvor både regioner og kommuner har deres del af ansvaret for den kollektive transport og sammenhængen, påpeger formanden.

I Landdistrikternes Fællesråd ser man frem til de politiske forhandlinger, hvor Steffen Damsgaard har en forventning om, at den kollektive transport vil få et stort løft.

- Det er ikke et nulsumsspil, men kræver massive investeringer i den kollektive trafik. Det er netop i disse år, hvor det økonomiske råderum er stort, at den slags investeringer skal foretages, siger han og peger på en analyse fra Dansk Industri, der viser, at antallet af køreplanstimer i landkommuner er faldet med 13,4 procent siden 2016.

- Den kollektive trafik halter særligt i land- og yderområder. Det er et kæmpe problem, fordi bussen og toget er livsnerver, der forbinder os til uddannelse, arbejdspladser, daglige gøremål, lægebesøg og fællesskaber, siger Steffen Damsgaard og fortsætter:

- Man er derfor nødt til at gøre op med tanken om, at en halvtom bus er en meningsløs bus. For den kan være en forudsætning for at unge, ældre og de tusindvis af familier, ca. 25 % i landdistrikterne, som ikke har en bil, kan leve et helt liv og bo, leve, arbejde, drive virksomhed, samt uddanne sig, også uden for de større byer.

Interesserede kan se den nævnte analyse fra Dansk Industri her: 



Mobilitet

SENESTE NYT