NYHEDER 17. SEP 2018 KL. 11:05

Rejseplanen kører helt til kanten i Sønderborg Kommune

Af: kollektivtrafik

Rejseplanen kører helt til kanten i Sønderborg Kommune

Sydtrafik har i samarbejde med Sønderborg Kommune lanceret Plustur, som er et kørselstilbud, der forbinder landområder med den kollektive trafik, og derved styrker mobiliteten i de områder, som ikke er dækket af almindelig bus- og togtrafik


Sydtrafik har gjort det lettere at bevæge sig rundt i Sønderborg Kommune. Med Plustur bringes man fra sin adresse til nærmeste busforbindelse eller omvendt. Plustur er en ny variant af den mere kendte flextur. For eksempel hvis man skal til spejder, fodbold, banko eller på indkøb, og der ikke kører en bus hele vejen, så kan man benytte Plustur.

- Vi er rigtig glade for, at vi sammen med Sønderborg Kommune nu har fået lanceret et produkt til den kollektive trafik, som kan hjælpe med at sikre, at borgerne kan komme fra adresse til adresse, selv om de bor uden for de gængse byområder. Vi håber, at vi inden for det kommende år kan udbrede Plustur til alle vores kommuner, siger Lars Berg, direktør i Sydtrafik.

Med Plustur kan man benytte den kollektive trafik, også selvom man bor et sted, hvor der ikke altid kører busser. Plustur bestilles via Rejseplanen.dk som en del af en almindelig rejse, og er designet til at forbinde borgerne med den nærmeste kollektive trafik

Man bliver tilbudt Plustur til sin rejse, hvis det fremgår i søgeresultatet i rejseplanen. Herefter foretager man en online bestilling af rejsen, hvor man også samtidig betaler for Plustur-delen; man kan betale med kreditkort eller rejsekort. Den eneste betingelse for at kunne bruge rejsekortet er, at man har en tank-op-aftale tilknyttet kortet eller, at der er penge på kortet til at dække prisen for plusturen.

- Formålet med Plustur er at løfte mobiliteten i Sønderborg Kommune ved at tilbyde borgerne en prisvenlig og integreret trafikløsning, der nemt og bekvemt søges frem i Rejseplanen, som en del af en almindelig rejse. Borgere i yderområderne af Sønderborg Kommune bliver dermed koblet til en busforbindelse gennem en fleksibel kørselsordning, som effektivt balancerer mobilitet og økonomi, siger Michael Aagaard, der er afdelingschef for Flextrafik i Sydtrafik.

 

Interesserede kan læse mere her: 


Fakta:

  • Plustur er flextrafik, der er koblet til almindelig kollektiv trafik
  • Man skal bestille senest to timer før turen, og kørslen forgår i de biler, der indgår i Sydtrafiks øvrige Flextrafik