NYHEDER 15. JUL 2020 KL. 02:00

Taxi-selskab flytter ind i nyt hovedkvarter i Bagsværd

Af: kollektivtrafik

Fra september vil taxiselskabet Dantaxi dirigere omkring halvdelen af Danmarks 4.000 taxier fra selskabets nye hovedkvarter i Bagsværd, der bliver Danmarks største af sin slags. Når Dantaxi flytter ind, slutter en 38 år lang epoke i Virum, hvor Dantaxi under skiftende navne har haft adresse på Kongevejen. Den nye lokalitet vil, foruden administration og callcenter, rumme uddannelsesakademi for taxichauffører


Baggrunden for at flytte til et nyt hovedkvarter er, at Dantaxi efter flere års vækst er vokset ud af selskabets nuværende domicil på Kongevejen i Virum. Allerede for et år siden måtte salg- og marketingafdelingen flytte til en midlertidig adresse. Til september samles medarbejderne og afdelinger på Krogshøjvej i Bagsværd. 

Topdanmark Ejendom, der ejer og udlejer ejendommen, glæder sig over samarbejdet med Dantaxi, som har givet anledning til en totalrenovering af ejendommen på Krogshøjvej, så den er fremtidssikret og kan bidrage til Dantaxi’s fortsatte vækst.

Eget uddannelsesakademi 
Dantaxi's administrerende direktør Carsten Aastrup forklarer, at det er med vemod, at selskabet efter 38 år forlader Virum, men gælder sig over, de nye muligheder det kommende hovedsæde åbner for.

- Det er ingen hemmelighed, at vi altid har befundet os godt i Virum. I takt med, at selskabet igennem årene er vokset, har vi siden 1982 haft adresse tre forskellige steder på Kongevejen. Vi har faktisk medarbejdere, der nu skal flytte arbejdsplads for fjerde gang, siger han og fortsætter:

- Med flytningen kan afdelingerne igen samles under det samme tag, og huset er dimensioneret til en fortsat vækst. Et af vores fokusområder er undervisning og efteruddannelse for at forbedre kundeoplevelsen. Vi samler vores nuværende kursusvirksomhed, og etablerer et uddannelsesakademi for taxichauffører i Bagsværd.

Taxi-selskab startede i en tagetage
Det nuværende Dantaxi blev til efter en sammenlægning i 2017, hvor TaxiNord skiftede navn til Dantaxi. Taxinord blev grundlagt i 1937 under navnet Lyngby Taxa. Det første domicil lå i beskedne lokaler i tagetagen på Lyngby Torv nr. 15, og Lyngby Taxa rådede fra starten blot over en håndfuld vogne. I 1982 flyttede Lyngby-Holte Taxi, som havde været selskabets navn siden 1974, til Kongevejen i Virum. Den nuværende adresse er Kongevejen 135, der har været hovedsæde de seneste 12 år.


Om Dantaxi:

  • Danmarks største taxiselskab og siden 2017 det største taxiselskab i Storkøbenhavn
  • På landsplan er cirka 1.900 taxier tilsluttet Dantaxi
  • Foruden hovedsædet har Dantaxi også administration i Aalborg
  • Selskabet udfører taxikørsel i 61 af Danmarks 98 kommuner


Taxikørsel

SENESTE NYT

NYHEDER 26. MAR 2024 KL. 13:04
Flere stiger på toget