NYHEDER 4. MAJ 2023 KL. 09:51

Taxiselskab melder om en god start i Kolding

Af: kollektivtrafik

Koldings nye taxiselskab, Dantaxi, er kommet godt fra start. Det er meldingen fra firmaets salgschef, og fra en af de lokale chauffører


Salgschef i Dantaxi, Mike Petersen, fortæller, at selskabets erhvervskonsulenter har mødt koldingenserne på gaden og ude i virksomhederne, og at den indsats har givet resultater.

Indgået aftaler med flere hoteller
- Selvom vi stadig er i den spæde start, har vores indsats båret frugt. Vi har indgået aftale med flere hoteller, og flere af dem, vi talte med på gaden, tilkendegiver, at de overvejer at benytte os, næste gang behovet for taxi melder sig, siger han.

Mike Petersen understreger, at for at Dantaxi skal blive en succes i Kolding, er chaufførernes indsats afgørende.

- Vores chauffører skal give hver ny kunde en god og tryg oplevelse, siger han.

Det er weekendafløser i Dantaxi, Tom David Lindved, indstillet på. Han fremhæver, at målt på antallet af bestillinger, er kunderne ved at opdage, at der er et nyt taxiselskab at bestille en taxi hos.

- Hovedparten af de kunder jeg kører med, har hørt om, at Dantaxi nu er i Kolding. Det er faktisk noget, som de reflekterer over, og ser som en positiv udvikling. Jeg havde et stort antal bestillinger i Kolding her i weekenden, så budskabet er heldigvis ude, siger chaufføren.


Dantaxi åbnede officielt for taxibestillinger i Kolding 20. april 2023. De første 10 af Koldings nye taxier er indsat i drift, og hen over sommeren følger 15 efter. Ved årsskiftet har selskabet tidligere meldt ud, at de i Kolding regner med en markedsandel på op mod 40 procent.


De nye taxier i Kolding kører med samme profilindpakning som Dantaxis øvrige 1.900 vogne.



Taxikørsel

SENESTE NYT

NYHEDER 26. MAR 2024 KL. 13:04
Flere stiger på toget