NYHEDER 15. MAJ 2019 KL. 16:35

Trafikselskaberne i Region Syddanmark tilbyder billig kørsel på valgdagene

Af: kollektivtrafik

Billig eller helt gratis kørsel, når man skal afgive sin stemme på en af de kommende valgdage 26. maj og 5. juni. Det afhænger af, hvor man skal hen. I Region Syddanmark tilbyder begge trafikselskaber at køre vælgerne til valgstederne - FynBus på Fyn tilbyder gratis transport, mens Sydtrafik i nogle byer også tilbyder gratis transport og i andre byer og områder en billet til fem kroner

Sydtrafik ønsker at bidrage til, at begge de kommende valg får en høj valgdeltagelse. Derfor kører trafikselskabet endnu engang ud med en speciel valgbillet: Tag bussen til stemmeboksen for en femmer.

- Som offentligt ejet trafikselskab kan vi på den her måde yde vores lille bidrag til, at alle kan benytte sig af deres demokratiske ret til at stemme, siger Jette Lauridsen, der er chef for Kunde og Marked i Sydtrafik.

Billetten skal købes i Sydtrafiks Mobilbillet App, og billetten kan bruges i hele ens bopælskommune i tidsrummet mellem 8.00 og 21.00 søndag 26. maj og onsdag 5. juni.

Kom grønt til det grønne valg
Den grønne dagsorden er spået til at være afgørende både i det kommende valg til EU-parlamentet og til vores eget folketingsvalg. Det understøtter Sydtrafiks tiltag også:

- Med kampagnebilletten har du mulighed for at lade bilen stå, og vælge en grønnere transport - også selv vejret ikke lige er cykelvejr eller dit valgsted er langt væk, siger Jette Lauridsen.
Sydtrafik har tilbudt billige billetter til flere valg siden 2012 og håber, at mange vil benytte sig af muligheden hele dagen igennem.

Gratis i Fredericia og Vejle
Hver kommune har sin egen billet, men i to byer er det faktisk ikke nødvendigt med en valg-billet. I Fredericia og Vejle har kommunen bestemt, at alle kan køre gratis med bybusserne til folketingsvalget 5. juni. I Fredericia kan man også køre gratis 26. maj til EU-valget. Rejser man med de regionale ruter i de to kommuner, skal man købe en kampagnebillet.

På Fyn vil FynBus gratis kører vælgerne til og fra valgstederne både 26. maj og 5. juni. Man kan enten tage bussen eller bestille en teletaxien til valgstedet og hjem igen. Det eneste, man skal gøre, er at vise sit valgkort til chaufføren. Han vil så udlevere en valgbillet, som gælder retur i bussen.

Telekørsel er også gratis
Borgerne på Fyn kan også benytte sig af gratis telekørsel, hvis deres kommune tilbyder telekørsel.

Telekørsel til EU-parlamentsvalget kan bestilles fra 13. maj og til Folketingsvalget fra 23. maj.

Beslutningen om gratis buskørsel i forbindelse med et landsdækkende valg blev vedtaget af Fynbus' bestyrelse i forbindelse med Folketingsvalget i 2011, og beslutningen gælder folketingsvalg, valg til EU-parlamentet og kommunal- og regionsrådsvalg.



SENESTE NYT

SENESTE PUBLIKATIONSLISTE