NYHEDER 2. MAJ 2025 KL. 10:42

Arbejde med gangbroer spærrer for letbanen i Odense

Af: kollektivtrafik

Over tre-fire søndage i maj skal tre store gangbroer monteres hen over letbanesporet ved det nye universitetshospital - Nyt OUH - Odense. Mens arbejdet står på, kan letbanetogene ikke køre gennem området


Derfor indstilles letbanedriften mellem Ikea og Hjallese Station følgende søndage:
  • Søndag 4. maj (hele driftsdøgnet)
  • Søndag 11. maj (hele driftsdøgnet)
  • Søndag 18. maj (hele driftsdøgnet)
Hos Odense Letbane understreger man, at de tre datoer er fastlagt med forbehold for ændringer. Især vindforhold kan påvirke arbejdet og fre til udsættelser. Derfor er søndag 25. maj øremærket som reservedag.
 
Busser kører i stedet for letbanen 
Mens arbejdet med gangbroerne er i gang, vil der alle tre søndage køre erstatningsbusser mellem Ikea og Hjallese Station i tidsrummet fra klokken 06.00 til kl. 24.00 i begge retninger. 
 
Mellem Tarup Center og Ikea vil der alle tre søndage være normal letbanedrift i hele driftsdøgnet. Dog vil enkelte afgange i ydertimerne udgå. Det betyder, at sidste afgang fra Tarup Center natten til søndag er klokken 00.47, og toget på afgangen kører kun til Ikea. Den modsatte vej fra Ikea til Tarup Center er sidste afgang natten til søndag klokken 23.45.


Letbaner/Metro/S-tog