Billetsamarbejder skaber værdi for gæster og virksomheder
Af: kollektivtrafik
Midttrafik og Djurs Sommerland har et billetsamarbejde, der gør det nemmere, billigere og mere bæredygtigt for gæster at besøge forlystelsesparken. Med DjursBilletten får parkens gæster en samlet løsning, hvor både entré til Djurs Sommerland og transport tur/retur med Midttrafiks busser, Letbanen og Midtjyske Jernbaner i Region Midtjylland er inkluderet i én og samme billet
Samarbejdet mellem Midttrafik og Djurs Sommerland er et eksempel på, hvordan virksomheder kan bidrage aktivt til at fremme brugen af kollektiv transport ved at tilbyde samlede billetter til fordelagtige priser - og samtidig gøre oplevelsen mere bekvem for kunderne.
En samlet og problemfri løsning
Med DjursBilletten slipper gæsterne eksempelvis for at skulle koordinere billetkøb og transport hver for sig. Billetten kan købes via app’en Rejsebillet og inkluderer adgang til parken og kollektiv trafik tur/retur samme dag til en fast pris på 355 kroner pr. person uanset, om man er barn, voksen eller pensionist. Prisen for en adgangsbillet til Djurssommerland uden transport til og fra og uden eventuel kø-kørsel og udfordring med at finde en p-plads, koster 320 kroner i perioden fra 14. april til 22. juni og 350 kroner fra 23. juni og til 19. oktober.
Som en ekstra fordel med DjursBilletten kan voksne og pensionister gratis tage op til to børn under 12 år med i bus og letbane, hvilket gør tilbuddet attraktivt for familier med børn.
- Djurs Sommerland og Midttrafik oplever stor succes med DjursBilletten, der giver parkens gæster mulighed for at købe entre og transport i én og samme billet. Vi ser en stor værdi i at kunne tilbyde vores gæster en nem og prisvenlig løsning, som samtidig gør det lettere for flere familier at vælge en grøn transportform, når de besøger os, siger direktør for Djurs Sommerland Henrik B. Nielsen.
Billetsamarbejder skaber muligheder for flere virksomheder
Midttrafik ønsker med eksemplet fra Djurs Sommerland at inspirere andre virksomheder og arrangører til at indgå lignende samarbejder. Midttrafik fremfører, at billetsamarbejder om arrangementer og destinationer kan tiltrække flere gæster, øge tilgængeligheden og samtidig støtte op om en grønnere transportform.
Virksomhederne har mulighed for at tilbyde en samlet billet, der kombinerer adgang og transport. De finansierer differencen til billettens normalpris og kan derfor enten vælge at sælge billetterne til en reduceret pris eller inkludere gratis transport for deres gæster.
- Vi leverer allerede i dag gode løsninger i form af ekstrabusser og særbilletter til en del arrangementer. Ved at kombinere entré og transport i én samlet løsning skaber vi en bedre kundeoplevelse og styrker samtidig kendskabet til vores produkter. Det er en model, vi gerne vil udbrede til flere samarbejdspartnere, siger Midttrafiks direktør Lars Berg.
Fakta om DjursBilletten:
- Pris: 355 kroner inklusiv transport tur/retur og entré
- Billetterne kan købes på Rejsebillet eller i Midttrafiks webshop og gælder busser, Letbanen og Midtjyske Jernbaner i Region Midtjylland (ikke DSB eller GoCollective tog)
- Billetterne gælder den valgte rejsedag frem til klokken 23.59