NYHEDER 20. APR 2020 KL. 11:40

Fjernbus-operatør kritiseres for at fylde busserne

Af: kollektivtrafik

TV2 og Jyllands-Posten berettede forleden om, hvordan passagerer i FlixBus’ fjernbusser undrede sig over, at alle sæder blev besat på vejen mellem København og destinationer på Fyn og i Jylland. Transportminister Benny Engelbrecht (S) har ifølge TV2 indkaldt FlixBus til et møde, hvor han vil indskærpe retningslinierne på persontransportområdet


- Ingen er undtaget, siger Benny Engelbrecht ifølge TV2.


TV2 og Jyllands-Posten skrev fredag om flere passagerer, der havde oplevet, hvordan alle sæder i FlixBusserne blev optaget. Det skabte undren, da passagerne havde ventet, at der ville være frie sæder for at forebygge spredning af corona-virus i busserne.

En af passagerne, der har været med FlixBus, er Lukas Lykke.

- Jeg har gjort mig meget umage de sidste tre uger, gået store buer uden om andre, sprittet hænderne af, holdt mig hjemme. Og alt det er spildt, når man sætter sig ind i en bus i tre timer, siger Lukas Lykke ifølge TV2.


Trafikselskaberne, DSB og FlixBus’ konkurrent på ruten mellem Aalborg og København - KombardoExpressen - holder alle igen med billetsalget, så kapacitetsudnyttelsen ligger på omkring halvtredsprocent af det normale.


Vi har mandag formiddag skrevet til FlixBus og stillet følgende spørgsmål:

Hvad er kommentaren fra Flixbus til de to artikler?

Hvad er grunden til, at Flixbus sælger alle pladser i bussen i en situation, hvor andre persontransportvirksomheder har et loft på omkring halvdelen?


Til Jyllands-Posten har FlixBus svaret, at selskabet:

“…er nødt til at overveje den økonomiske levedygtighed for os og vore buspartnere, som er hårdt påvirket af den aktuelle situation", og at selskabet "arbejder tæt sammen med sundheds- og regeringsmyndigheder og følger deres råd."


På FlixBus web-side skriver selskabet følgende om tiltag i forbindelse med corona-situationen:

“Ud over den grundige rengøring af vores busser, der udføres ved afslutning af hver tur, overvåger vi konstant de statsligt udstedte regulativer og er klar til straks at iværksætte nye retningslinjer for vejtransport over lange afstande fra de ansvarlige myndigheder.

Nogle af de gennemførte foranstaltninger af FlixBus inkluderer: boarding gennem bagdør, blokering af de to første rækker bag chaufføren, passagerernes egen håndtering af bagage og indtjekning, hvor muligt, for at reducere direkte kontakt.

Vi beder vores rejsende om at følge de nuværende anbefalinger fra de offentlige myndigheder, ikke at rejse, hvis man føler sig syg, og at sørge for at hoste og nyse i sit ærme og undgå at røre sit ansigt.

 



Corona Fjernbustrafik

SENESTE NYT

NYHEDER 26. MAR 2024 KL. 13:04
Flere stiger på toget