NYHEDER 1. AUG 2018 KL. 08:57

Fremtiden kører i høj fart gennem røret

Af: kollektivtrafik

Stockholm - Helsingfors på 30 minutter kan være en realitet om 10 år. Norden kan sætte standarden for resten af verden, når det gælder hurtig, rimelig og miljøvenlig transport. - Vi skal bare blive enige om et fælles sæt af love og regler i Norden for Hyperloop, siger formand for Udvalget for Vækst og Udvikling i Norden, Pyry Niemi


Udvalget for Vækst og Udvikling Norden - samarbejdsorganet mellem de nordiske lande - ønsker, at Finland påtager sig ansvaret for, at en testbane for Hyperloop kan bygges færdig. Hyperloop er et “rør-system”, hvor tog kan køre med meget høj hastighed på magnetbaner, fordi, der er undertryk i røret og dermed mindre luftmodstand.

Udvalget for Vækst og Udvikling i Norden havde på sit sommermøde i Torneå i Finland besøg af repræsentanter for Hyperloop. De præsenterede den seneste udvikling på området og planerne for en testbane i den finske kommune Salo.

- Hyperloop er et transportsystem, hvor vognene svæver få centimeter over magnetiske skinner. Vognene kører i rør og tunneller med undertryk for at reducere luftmodstanden. Hyperloop kan opnå samme hastighed som nutidens passagerfly, altså 800-1000 km/t, forklarer Mårten Fröjdö, der er grundlægger af FS-Links.

Mårten Fröjdö understreger, at Hyperloop ikke er en fremtidsvision. Hyperloop er baseret på eksisterende og verificeret teknologi. Han mener, at udviklingen vil gå fremad uanset de enkelte landes infrastrukturstrategi. Der er allerede en række virksomheder, som arbejder med at videreudvikle denne teknologi.

Fælles lovgivning
En af de store udfordringer for Hyperloop er dog lovgivningen. Man skal ganske enkelt definere, hvad en Hyperloop er, og hvilke regler, der skal gælde.

- Det er utrolig vigtigt, at vi får hjælp fra lovgivende myndigheder i de nordiske lande med at udvikle love og regler om, hvad en Hyperloop er. Ellers kommer vi ikke videre, siger Malcolm Sjödahl, der er markedsdirektør for forretningsudvikling hos Ramböll Sverige.

Hyperloop er en af flere innovative transportløsninger, som aktualiserer behovet for at genoprette ministerrådet for transport, som blev nedlagt for et stykke tid siden.

Produktionsomkostningerne for Hyperloop vil ligge på 60 procent af, hvad det koster at bygge en traditionel højhastighedsjernbane Vedligeholdelsesomkostningerne er også betydeligt lavere, fordi der er tale om et lukket system, der ikke påvirkes af vind og vejr. Direktør for forretningsudvikling i OHL Sverige, Daniel Frank, mener, at produktionsomkostningerne kan blive endnu lavere i takt med, at teknologien udvikler sig.

Beder Finland gå forrest
Præsentationen af Hyperloop vakte betydelig interesse hos medlemmerne af Udvalget for Vækst og Udvikling, som besluttede at skrive til Finlands transportminister, Anne Berner. Udvalget vil opfordre Anne Berner og Finland til at bakke op om testbanen i Salo, samt at se på potentialet for en generel udvikling af Hyperloop-teknologien i Norden. Udvalget beder også Anne Berner om at tale med og inspirere sine nordiske kolleger til at interessere sig for den nye teknologi. Endelig beder udvalget også om at blive informeret om udviklingen af Hyperloop i Norden og den førnævnte testbane i Salo.

Tidligere har Udvalget for Vækst og Udvikling vedtaget at bede de nordiske samarbejdsministre om at genoprette ministerrådet for transport, som blev nedlagt for nogle år siden. Nu forstærkes og gentages denne henstilling.

– Hyperloop er en af flere innovative transportløsninger, som aktualiserer behovet for at genoprette ministerrådet for transport, hvilket også Ingvar Havnen foreslår i sin nyligt udgivne Mobilitetsrapport. Vi skal harmonisere Nordens fremtidige infrastruktur på transportområdet. Dette vil også være i tråd med statsministerinitiativets mål om et innovativt og integreret Norden, siger formand for Udvalget for Vækst og Udvikling i Norden, Pyry Niemi.