NYHEDER 28. FEB 2023 KL. 11:46

Letbane- og busprojekt viser negativ samfundsøkonomi

Af: kollektivtrafik

Politikerne i Favrskov Kommune skal tirsdag tage stilling til, om en af hovedbyerne i kommunen - Hinnerup - skal have en ny og hurtig forbindelse med kollektiv transport - enten som en udvidelse af Aarhus Letbane med et spor til Hinnerup eller med en trængselsfri busløsning


Punktet på dagsordenen har været behandlet i Favrskov Kommunes udvalg for teknik og miljø. Her kunne udvalgets politikere læse, at begge løsninger ville give et negativt samfundsøkonomisk bidrag, hvor letbaneløsningen mellem Lisbjergskolen og Hinnerup ville være den dyreste.

Strækningen mellem Lisbjergskolen og Hinnerup er på 8,5 kilometer, hvoraf de 6 kilometer ligger i Favrskov Kommune.

Det samlede anlægsoverslag for hele strækningen fra Lisbjergskolen til Hinnerup er på 1,7 milliarder kroner for en letbane og 1,2 milliarder kroner for en trængselsfri busløsning.

Udgangspunktet for fuld drift er letbane eller bus hvert 10. minut på strækningen på hverdage mellem klokken 05.00 og 18.00, mens der i aftentimerne og i weekender vil være lavere drift med letbane eller bus hvert kvarter eller 20. minut.

Den nuværende sammenlignelige busdrift har på hverdage afgang hvert 20. minut i dagtimerne, hvert 30. minut sent om eftermiddag og en gang i timen i aftentimerne.

Det er også muligt at køre med regionaltog mellem Hinnerup og Aarhus H.

Favrskov Kommunes udvalg for Teknik og Miljø peger på, at både letbanen og busløsningen driftsmæssigt vil være markant mere omkostningstunge end opretholdelsen af den nuværende busbetjening mellem Aarhus og Hinnerup nord.

Politikerne i Teknik og Miljø har vurderet, at der ikke bør arbejdes videre med en egentlig miljøkonsekvensvurdering af projekterne, da der på nuværende tidspunkt mangler en begrundet forventning om at kunne gennemføre projektet inden for en rimelig tidshorisont.

Selvom politikerne i Favrskov Kommune indstiller arbejdet med letbane- og busprojektet, vil de fastholde et rammeområde ved Motorvej E45 med henblik på, at Aarhus Kommune kan fortsætte sine planlægningsovervejelser om etablering af et Parker og Rejs-anlæg ved Motorvejstilslutning 46 på Motorvej E45.



Letbaner/Metro