NYHEDER 26. JUN 2025 KL. 09:17

Mange busser på Fyn kører efter nye planer fra 3. august

Af: kollektivtrafik

Efter skolernes sommerferie ændrer trafikselskabet FynBus køreplaner for de regionale ruter, bybusserne i Odense og de fleste lokale ruter. FynBus peger på, at det især er elever på en række ungdomsuddannelser, der vil opleve ændringer


Selvom antallet af passagerer i de regionale ruter generelt stiger, falder antallet af passagerer i de regionale ruter, der kører målrettet til ungdomsuddannelserne. Især om eftermiddagen kører mange af disse busser med meget få passagerer.

Det betyder ændringer for de studerende, der hidtil har benyttet sig af de uddannelsesruter, der kører tæt op ad andre regionale ruter. Til gengæld bliver de regionale ruter styrket med nye afgange, der kører målrettet til ungdomsuddannelserne.

De fleste steder bliver morgenafgangen fra uddannelsesruten til en ny målrettet afgang på en af de almindelige regionale ruter, mens man om eftermiddagen kan benytte det almindelige rutenet. For nogle giver det et ekstra skift om eftermiddagen, men FynBus har lagt vægt på, at der for langt de fleste er et godt alternativ til den måde, de hidtil har rejst på. 

Flere afgange, hvor der er mange passagerer
I august sidste år opgraderede FynBus en række regionale ruter til A-ruter, der kører oftere og med en enklere køreplan. I år er turen kommet til bybusrute 55-56 mellem Bellinge og Agedrup/Bullerup i Odense. Denne rute bliver opgraderet med flere afgange uden for myldretiden, så der aften og weekend er afgang mindst hver halve time på fællesstrækningen i begge retninger.

Også på rute 300A mellem Odense og Bogense sætter FynBus flere afgange ind, da antallet af passagerer på ruten er stigende. Her er det især på hverdagseftermiddage, at de ekstra busser kan mærkes.

Busbaner i Odense
Lige nu er anlægsarbejdet til nye busbaner på Sdr. Boulevard i Odense i fuld gang. Når banerne åbnes for busser søndag 3. august, kan bybusserne på rute 55A-56A og 85, samt de regionale ruter 100A-101-102 og 400A, komme hurtigere frem. Ifølge FynBus betyder det at, busserne vil spare et til tre minutter på hver afgang.

Samtidig bliver risikoen for, at busserne bliver forsinkede på grund af biler, der holder i kø, mindre, da busserne på busbanerne kan køre indenom køen.

De fleste busser begynder at køre efter de nye køreplaner søndag 3. august. Lokale ruter og regionale ruter tilpasset skoler og ungdomsuddannelser begynder at køre efterhånden, som de skoler og uddannelser de kører til, starter efter sommerferien.


Interesserede kan læse mere om ændringerne og finde de nye køreplaner på fynBus' webside - klik her:


De nye køreplaner er også indarbejdet i Rejseplanen.dk og kommer frem, hvis man sætter datoen til 3. august eller senere.

 



Køreplaner Mobilitet