NYHEDER 31. JUL 2020 KL. 09:00

Movia skifter trafikplanen ud med en mobilitetsplan

Af: Mikael Hansen


Movia skifter trafikplanen ud med en mobilitetsplan
De fire elementer i Movias Mobilitetsplan 2020.(Figur: Movia)

Der er en reel, strategisk bevægelse mod en bredere syn på transport, trafik og mobilitet i Movias Mobilitetsplan 2020.


Nu er den endelig færdig - Movias Mobilitetsplan 2020 – efter en lang proces med blandt andet en stor høringsrunde blandt Movias ejere og øvrige interessenter. Sådan er planprocesser. Planen er blot en enkelt milepæl, et enkelt punkt i den faglige dialog mellem ejerne og fagfolkene, som er Movias – og de øvrige trafikselskabers eksistensberettigelse. Arbejdet med næste mobilitetsplan er allerede begyndt.


Der er fire hovedpunkter i den aktuelle plan:



  • Sammenhæng på tværs

  • Grøn og bæredygtig omstilling

  • Pendling til og fra arbejdspladser

  • Kollektiv mobilitet uden for de større byer


De to første punkter handler om Movias andel i kernen i traditionel kollektiv trafik – bus og lokaltog, med de øvrige DOT-parter som blinde makkere, de to sidste handler om det bredere mobilitetsperspektiv, om mobilitet for alle og den brede vifte af mobilitetsformer dybt integreret med bus- og togtrafikken.
For hver af de fire hovedområder har mobilitetsplanen beskrevet tre indsatsområder.


 


Sammenhæng på tværs
Her handler det om velkendte elementer i kollektiv trafik: Det strategiske trafiknet – den fjerdedel af trafiklinjerne, som udgør hovedstrukturen i den kollektive trafik i Movialand. Det handler også om gode skift på stationer og busterminaler. Det tredje punkt er pålidelig og dækkende trafikinformation – i realtid. DOT er den vigtige men her kun delvis synlige medspiller.


Processen fra etableringen af R-nettet fortsættes og integreres med S-busserne. Den videre udvikling i Storkøbenhavn skitseres med en ambitiøs omdannelse af fire S-buslinjer til BRT-linjer. En stor opgave.


 


Grøn og bæredygtig omstilling
Året 2030 er et vigtigt pejlemærke her. I 2030 skal omstillingen til fossilfri drift være tilendebragt – både for busser og fort Flextrafik. Næste generation af lokal skal være fossilfri, men med andre teknologier end traditionel elektrificering – altså ingen luftledninger, men i stedet – batterier? - partikelfiltre? katalysatorer? – eller noget helt fjerde.


Endnu en stor opgave.


 


Pendling til og fra arbejdspladser
Movia har set mobilitet på dagsordenen for snart en del år siden – mobilitet forstået som en bredere dagsorden end bus- og togtrafik, typisk med andre transportmidler til tilbringere til bus og tog. I mobilitetsplanen er det nu tydeliggjort, at kommunerne har en væsentlig rolle at spille.


Flere års arbejde med en bedre dialog med virksomhederne bliver her udmøntet i nogle mere konkrete værktøjer, som i planen bredes ud til hele Movialand.
Også den fysiske planlægning bliver en del af arbejdet med mobilitet – det er et forsømt område at sikre god mobilitet/god kollektiv trafik i nye bolig- og erhvervsområder. Mobilitetsplanen arbejder udelukkende med ”gulerodsmetoder” – gode eksempler til inspiration.


 


Kollektiv mobilitet uden for de større byer
Flextur og Plustur er to vigtige redskaber til at sikre mobilitetstilbud til alle – også i de tyndt befolkede områder. Og dem er der masser af i Movialand.
Ét indsatsområde handler om at optimere de kendte transportløsninger – og det vil sige Flextur og Plustur i samspil med bus og tog.


Næste indsats handler om at udvikle nye mobilitetsløsninger og den tredje fokuserer på gode mobilitetstilbud til unge under uddannelse.


Også her er der usynlige parter med på sidelinjen, først og fremmest Rejsekort & Rejseplanen – ingen plustur uden Rejseplanen!!


 


Mobilitetsdagsordenen slår igennem
Den mobilitetsdagsorden, som slog igennem for 6-8 år siden, er nu for alvor blevet integreret i Movias planarbejde og i dialogen med Movialands to regioner og 44 kommuner samt en række samarbejdspartnere. Mobilitetsdagsordenen blev slået an af både idealistiske græsrodsbevægelser med grønne ambitioner og af internationale giganter med teknologiske og forretningsmæssige motiver. Mobilitetsdagsordenen blev en markant udfordring for de kollektive trafikselskaber.


Movias Mobilitetsplan 2020 har fået mobilitetsdagsordenen helt ned på jorden. Perspektiverne er fastholdt, men mobilitetsrevolutionen er foreløbig afblæst. Mobilitetsplanen er alt andet end førerløs.



Læs mere her.


Byplanlægning Energi og miljø Mobilitet Plustur Trafikselskaber