NYHEDER 27. JAN 2020 KL. 12:47

Ny app skal lære østjyske borgere at køre sammen

Af: kollektivtrafik

En ny samkørsels-app skal få borgere i Østjylland til at åbne bildøren for hinanden og binde den kollektive trafik sammen med private bilture. Business Region Aarhus og FDM står bag app’en, der testes i byerne Havndal og Uggelhuse i Randers Kommune


Den nye app - GoTur - der kobler offentlig transport, Rejseplanen og private bilture sammen, og som skal gøre det enklere at komme fra A til B i Østjylland, bliver fra 28. januar testet i Uggelhuse i det sydlige Randers Kommune og fra 30. januar i Havndal i nord. Dermed bliver de to byer de første teststeder i Østjylland.

GoTur er et pilotprojekt, og den teknologiske platform er udviklet i østjysk regi og er sandsynligvis den første af sin art.

Bag GoTur-app’en står de 12 østjyske kommuner i Business Region Aarhus i samarbejde med bilistorganisationen FDM. Målet er at give borgerne et bedre og mere sammenhængende transportnet. Det kræver en kobling af private køreture med offentlig transport. App’en kobler både til app’en GoMore og Zify, der begge er samkørsels-apps. I alt har de 12 østjyske kommuner afsat 1,5 millioner kroner til projektet.

- Intet sted i verden findes det her system, som vi nu er ved at forme. Vi oplever, at østjyderne er meget optagede af nem og bedre transport og samtidig interesserede i at mindske CO2-udledningen. Vi forventer også, at der er en forretningsmodel. Men det er faktisk temmelig svært at lave en teknisk holdbar løsning, og derfor skal GoTur nu testes ude i virkeligheden. Vi er rigtig glade for, at Randers kommune har peget på Uggelhuse og Havndal, siger Kasper Glyngø (S), der er formand for Business Region Aarhus og borgmester i Hedensted Kommune.


I Randers Kommune er man spændt på testen
- Vi tester nu en avanceret form for samkørsel, hvor man som bruger kan få et lift på sin vej, eller som bilist stille et sæde til rådighed, hvis man alligevel kører forbi. Vel at mærke uden at man skal aftale noget på forhånd. Der sidder i alt for mange biler i dag kun én person. Det belaster CO2-mæssigt, siger borgmester i Randers Kommune Torben Hansen (S) og fortsætter:

- Men hvis nu flere kunne køre med, ville folk kunne få et lift til nærmeste bus, tog eller letbanestoppested, eller helt til deres mål, hvis det ligger på bilistens rute. App’en bidrager også til, at man kan bo i mindre byer og samtidig komme bæredygtigt for eksempel til arbejde. Ideen er, at man bare kobler sig på via GoTur uden bøvl med at hænge i aftaler med hinanden. Det gør rutenettet mere finmasket.


Formand for Landdistriktsudvalget i Randers Kommune, Lars Søgaard (V), peger på, at byerne Uggelhuse og Havndal begge en fin beliggenhed, hvor flere gerne vil slå sig ned. Men en af udfordringerne er, at det for de fleste kræver en bil.


- Er man uden bil, er det svært at komme til et busstoppested, eller hen hvor toget går fra. Her tror vi på, at GoTur kan være med til at sikre en bedre og mere fleksibel mobilitet, hvis vi kan koble dem, som har brug for et lift sammen med dem, der alligevel kører forbi og har plads i bilen. Det håber jeg, at borgerne i de to byer vil være med til at teste, siger Lars Søgaard.


Borgerne bliver inviteret til et borgermøde for at lære app’en GoTur bedre at kende. Det foregår 28. januar i Uggelhuse og 30. januar 2020 i Havndal.


Også FDM, der bidrager både med teknisk ekspertise og midler til projektet, ser et stort potentiale i GoTur.

- For FDM er det vigtigt, at danskerne sikres bedst mulig mobilitet. God mobilitet er fundamentet for, at vi hver især kan levet et aktivt liv og er samtidig en af grundstenene i samfundsøkonomien. I fremtiden vil en central udfordring være at sikre mobiliteten, samtidig med at transporten mindsker sin klimapåvirkning. Med pilotprojektet af Go’Tur håber vi at forbedre mobiliteten, der mange steder kan være et problem. Både ved at give et samlet overblik over transportmulighederne og ved at gøre det nemmere for folk, der skal samme vej, at finde hinanden. Samtidig håber vi, at det kan være med til at lette trængslen, der i disse år stiger især omkring de store byer, siger administrerende direktør i FDM, Thomas Møller Thomsen.


Sådan anvendes GoTur

  • I Uggelhuse og Havndal kan borgerne søge på et lift/en tur via GoTur, som kan downloades via App-store (iPhone) eller Playstore (Android)
  • Når en bilist vil tilbyde en tur, skal turen lægges op i enten app’en Gomore (over 45 km, da der er et gebyr for kortere ture) eller i app’en Zify. Zify tager ikke et gebyr og har ingen minimumspris
  • Alle ture, som bliver tilbudt, bliver derefter i GoTur og koblet med Rejseplanen


SENESTE NYT