NYHEDER 30. OKT 2019 KL. 12:00

Ny rekordmåling på tilfredsheden blandt Sydtrafiks brugere

Af: Redaktionen

Der er ikke tidligere set så høj en kundetilfredshed, som den man kan se i den nye måling, der bliver offentliggjort i dag. Målingen er en nøjagtig gentagelse af tidligere års måling, men det samme kan ikke siges om resultaterne.

 

I september og oktober har analyseinstituttet Wilke udført 1065 personlige interviews på en lang række buslinjer i hele den jyske del af Region Syddanmark, og man må sige, at brugerne af Sydtrafiks busser generelt er tilfredse. Et nedslag i tallene viser, at den overordnede tilfredshed er hoppet fra 79 til 85 ud af 100 mulige point – en hidtil uset høj tilfredshed i den kollektive trafik.
”Da vi første gang fik resultaterne, bad vi dem om lige at regne det hele igennem igen, for det var næsten for godt til at være sandt,” fortæller Jette Lauridsen, der er afdelingschef for Kunde og Marked i Sydtrafik. 

 

Jo flere ture – jo større tilfredshed

Der er fremgang på stort set alle parametre i undersøgelsen, og hvis vi kigger på oplevelsen af selve busturen, så er støjniveauet, billettering og chaufførens kundeservice nogle af de faktorer, hvor man kan se en stor stigning i tilfredsheden. Chaufførernes adfærd stiger fra en allerede flot score på 84 til hele 90 point. 

Der er ikke de store udsving på tværs af brugergrupper med forskellig rejsefrekvens, men alligevel kan man se, at personer, der bruger busserne ofte, også er dem, der er mest tilfredse.
”Det tyder på, at vores kerneprodukt er i orden, og at vores samarbejdspartnere - vognmændene og deres buschauffører - kan være stolte af det, de leverer hver dag,” siger Jette Lauridsen.

Når hun bliver bedt om at pege på konkrete tiltag, der kan være medvirkende til den positive udvikling, fremhæver hun blandt andet projektet med de digitale informationstavler ved stoppesteder, som også indgik i årets spørgeramme: 71% følte sig mere trygge under rejsen og 76% følte sig bedre informeret på grund af skærmene. Af andre tiltag kan nævnes uddannelse af driftsledere hos vognmændene og en mere fleksibel prisstruktur på pendlerkort, der kan betyde billigere transport for pendlerne. 

 

Et år med ro på bagsmækken

Noget der også må formodes at have bidraget til brugernes tilfredshed er, at det har været et år uden de store omlægninger eller nedskæringer i den kollektive trafik i Sydtrafiks område. ”Når kommunerne har mulighed for at prioritere stabilitet i den kollektive trafik, så giver det ro til at fokusere på at give brugerne den bedste oplevelse i busserne,” siger Lars Berg, direktør for Sydtrafik. ”Vi blev sidste år også færdige med digitaliseringen af vores billetprodukter, og det har brugerne taget godt imod.”

Det er vigtigt for Sydtrafik at fremhæve, at resultaterne ikke skal ses som et udtryk for, at alt bare er godt i den kollektive trafik i det syd- og sønderjyske. Undersøgelsen er lavet ved at interviewe personer, der allerede er i busserne. ”Vi har en stor overvægt af det, vi kalder heavy users (personer der bruger kollektivtrafik dagligt eller 3-5 gange om ugen, red.). Deres mening og tilfredshed er vigtig for os, da deres villighed til at anbefale kollektiv trafik til andre er central i forhold til at rekruttere nye passagerer,” fortæller Jette Lauridsen.

 

Tilfredshedsmålingen er tilgængelig på www.sydtrafik.dk



SENESTE NYT

NYHEDER 13. NOV 2019 KL. 22:04
Alt bliver målt

SENESTE PUBLIKATIONSLISTE