NYHEDER 21. OKT 2025 KL. 16:05

Odder Kommune skal have en frivilligbus

Af: kollektivtrafik

Odder Kommune har søgt og fået projektmidler fra Trafikstyrelsen til at starte en frivilligbus. Spørgsmålet er nu, hvor bussen skal køre hen og hvem, der skal køre med


Odder Kommune og Frivilligcenter Odder inviterer derfor lokalsamfund, foreninger og fællesskaber til åbent sparringsmøde om start og muligheder for en frivilligbus i lokalsamfund og oplandsbyer i Odder Kommune. Mødet er for alle, der er nysgerrige efter at vide mere om, hvad en frivilligbus kan - og som måske har tanker om, hvordan en frivilligbus kan give værdi i deres lokalområde. 



Hvad kan en frivilligbus?

Med ansøgningen til Trafikstyrelsen har Odder Kommune ønsket en frivilligbus, der skal være med til at styrke de lokale fællesskaber for dem, der har deres hverdag i oplandsbyerne. Frivilligbussen skal give muligheder for at mødes, at opleve sammen og få flere med i aktiviteter eller på turen til sundheds- kultur- og fritidstilbud.



Hvem kører en frivilligbus? 

En frivilligbus skal drives og køres af frivillige. Hos Odder Kommune håber man derfor, at bussen vil være med til at skabe lokalt engagement og ejerskab. Forhåbningen er også, at der opstår et socialt fællesskab omkring det at være frivillig buschauffør, som kører ud og får mennesker til at mødes.



Hvor kører en frivilligbus hen?

I ansøgningen har Odder Kommune særligt lagt fokus på de oplandsbyer, der forbinder den sydlige del af Odder Kommune - Hundslund, Ørting og Gylling. Men frivilligbussen kan køre i hele kommunen og ud på længere turer. Den skal dog have en parkeringsplads og en ladestander. Hvor det kunne være, håber Man hos Odder Kommune på at få forslag til på et opstartsmøde, der er fastsat til mandag 27. oktober.

 

Mdet finder sted kl. 16-17.30 
i mødelokalet Spisestuen, VitaPark (Indgang B), Vitavej 69 i Odder.

 



Mobilitet