ANALYSE/REPORTAGE 4. APR 2019 KL. 10:00

Sådan virker Yutong-elbussen

Af: Mikael Hansen

Sådan virker Yutong-elbussen
Elbussen udenpå ligner en almindelige Moviabus, bag panelerne er der helt ny teknik.

Umoves nye elbusser, som skal køre i Roskilde, har 2.000 kg Lithium-ion batterier om bord for at kunne klare en hel dags kørsel på ruten. I denne artikel fortæller vi om, hvad der er bag panelerne i Yutong-elbussen.

Udenpå ligner Yutong bussen et helt almindelig Movia-bus – som den skal. Taget er dog forhøjet – her findes en del af bussens batterier. Når man går ind ad bageste dør, er den første konstatering, at bussen har lavt gulv her, som ved alle de tre dobbeltdøre. Der er dog høje podestre for de bageste sæder, men det er helt i tråd med udbudsvilkårene. Vi skal snart komme ind på, hvad der gemmer sig under disse sæder.


Helt fremme i bussen har instrumentbrættet en anden udformning end i en dieselbus. Alt er digitalt styret, og den centrale skærm på instrumentbrættet er en fleksibel digital skærm med mange funktioner.


”Vi har valgt at lægge et dansk digitalt styringssystem ovenpå det som Yutong tilbyder. Bussen er født med en computer, som styrer eldriften. Men også den og alt andet digitalt udstyr i bussen styres af Multiq-systemet, som er kendt teknologi for os”, siger Tim Valbøll, adm. direktør i Umove Øst. ”Desuden er bussen forsynet med en række digitale sikkerhedssystemer, som kendes fra moderne personbiler: cruise control, og baksensor og automatisk styring af LED forlygterne.”


Yutong-elbusserne forsynes i disse uger med MultiQ-systemet, rejsekortudstyr og som en kuriositet – udvendige spejle. Levering fra fabrikken uden spejle blev valgt af hensyn til den 7 uger lange transport fra Kina på skib.


På førerpladsen stikker det også i øjnene, at gearstangen kun har tre positioner og at koblingen mangler. Elbussen har nemlig ingen gearkasse. Accelerationen sker helt trinløst.


 


Bag panelerne: Batterier i stedet for motor og gearkasse
Yutong elbussen er en helt særlig blanding af kendt og ny teknologi med klar overvægt af det kendte. To tunge komponenter fra en dieselbus findes ikke i elbussen: dieselmotor og gearkasse. Der er én stor elmotor, som kører på 380 V vekselstrøm. Den er tilslutte drivlinjen på det sted, hvor gearkassen ville have siddet. Den driver bussen direkte på kardanakslen. Bussen bagaksel og differentiale er udformet ligesom på en dieselbus.


Batterierne består af 12 enheder, alle med 600 V jævnstrøm, og det er lithium-ion batterier som kan genoplades mange gange. Batteriernes levetid er anslået til 5 år, hvilket betyder, at de kan tåle at blive genopladet mellem 1500 og 2000 gange i deres levetid. De 12 batterienheder har tilsammen en kapacitet på 374 kWh. Roskildebusserne er flere batterier på taget end Yutongs standard eldrevne bybusser. Det skyldes, at Roskildebusserne har tre dobbeltdøre, mod standardbussens to dobbeltdøre.


En omformer laver de 600 V jævnstrøm om til 380 V vekselstrøm. Som alt andet i bussen styres elforbruget af en central buscomputer.


Bussen er desuden forsynet med et ladesystem til opsamling af bremseenergi.


Umove har indgået en serviceaftale med Yutong om vedligeholdelse af elbussernes batterier foreløbig i tre år. Bussernes øvrige vedligeholdelse skal Umove selv for.


 


Køling
En elbus har en meget høj virkningsgrad – dvs. langt hovedparten af den forbrugte elektricitet omsættes til bevægelsesenergi, 2-3 gange mere energieffektivt end de bedste dieselkøretøjer. Den resterende energi omsættes til varme, så elmotor og batterier er forsynet med hvert sit kølesystem, som er digitalt styret. Behovet for køling af elmotor og batterier er dog langt mindre end i traditionelle benzin- eller dieselkøretøjer.


Elmotoren er beskyttet mod overophedning af et sikringssystem, som nedsætter motorens ydelse gradvist, i yderste tilfælde standses motoren helt.


 


Opvarmning af bussen
Bussen opvarmes normalt af elektriske varmepaneler, men som en sikkerhedsforanstaltning findes der i taget dels en varmepumpe dels et lille oliefyr, som drives af det syntetiske dieselbrændstof HVO.


”Vi forventer, at oliefyret kun skal bruges i helt ekstraordinære situationer med hård frost”, fortæller Tim Valbøll


Ved Movias forsøgsprojekt for nogle år siden med to elbusser fra den kinesiske fabrik BYD, var opvarmningen af bussen et diskussionsemne, hvor nogle mente, at opvarmning med oliefyr var en molboløsning. Yutong-fabrikken har dog en helt pragmatisk indstilling til dette, og Umove deler denne opfattelse: Driftssikkerhed frem for alt.


 


Lavt støjniveau
 Én af de allerbedste egenskaber med elbusserne er, at de kører næsten lydløst. Elmotoren er meget støjsvag og det samme er kølesystemerne. Hertil kommer selvfølgelig lidt støj fra dæk og vej, men det er meget lidt.


”Umoves erfaring med de to elbusser på linje 3A hr været, at det lave støjniveau er den faktor, som både passagerer og chauffører sætter allermest pris på”, siger Tim Valbøll. ”Til gengæld kræver det finfølelse i trafikken at køre med et næsten lydløst køretøj. Andre trafikanter kan blive overraskede, og der kan opstå farlige situationer af den grund. Vi vil træne vores chauffører i Roskilde i tage ekstra hensyn for at undgå dette. Igen er erfaringen fra linje 3A, at det hurtigt bliver rutine at tage disse hensyn.”


 


Sikkerhed – brandsikkerhed
De eneste virkelig farlige situationer, der kan opstå i en elbus er, hvis der går ild i Lithium-ionbatterierne. Ilden kan ikke slukkes. Brand i en bus er i forvejen én af de farligste risici i forbindelse med bustrafik. Kun yderst sjældent sker der dog personskade, fordi det næsten altid lykkes at få alle personer ud af bussen i tide. Det særlige ved elbussen er, at den ikke kan køre, hvis der går ild i batterierne.


Umove er i dialog med brandmyndighederne om brandsikkerheden på busanlægget i Roskilde og om den særlige træning i brandsikkerhed, som personalet skal gennemgå.


”Vi tager vores forholdsregler som vi skal i forbindelse med eventuelle uheld med busserne. Erfaringer og statistik fra Yutong på Island og i Frankrig viser, at der ikke er nogen særskilt risiko med elbusserne”, siger Tim Valbøll. ”Spørgsmålene opstår typisk som en bekymring over det nye og ukendte, og den del af bekymringen vil hurtigt forsvinde. Så er der tilbage nogle ganske få specielle forhold ved elbusser, som kræver viden og træning. Dem har vi heldigvis styr på.”


 


Miljø og klima
Som sagt er motor og gearkasse ”sparet væk” til fordel for den meget lettere elmotor. Til gengæld er der tilført 2000 kg batterier. Elbussen har derfor en lidt højere egenvægt end en dieselbus. De ekstra batterier koster 4-5 passagerpladser i bussen.


Til gengæld er bussen helt emissionsfri. Dette gavner under alle omstændigheder det lokale gademiljø i Roskilde. Om dette så også gavner miljø og klima i mere overordnet forstand afhænger helt af, hvordan elektriciteten produceres. Hvis det er strøm fra vedvarende energikilder, er resultatet så godt som det kan blive. Og det er lige præcis tilfældet.


Tim Valbøl forklarer: ”Vi køber grønne certifikater, som er en garanti for, at den strøm vi bruger, modsvarer en tilsvarende produktion af strøm fra vedvarende energikilder.”


Se mere om, hvordan elbussen virker, i denne video fra Yutong



Elbusser til Roskilde

Torsdag 28. marts 2019 KL. 11:00
Fotograf: Mikael Hansen
Fra besøg på Umoves nye busanlæg i det østlige Roskilde

Se alle billeder...

SENESTE NYT

NYHEDER 25. APR 2019 KL. 12:26
Så er der årsmøde

SENESTE PUBLIKATIONSLISTE