NYHEDER 24. MAR 2020 KL. 13:58

Trafikselskab tilbyder pensionister fri rejse som kompensation

Af: kollektivtrafik

Pensionister, som har et gyldigt pensionistkort i Aarhus, har ikke megen glæde af deres kort i øjeblikket. På grund af smittefaren med corona-virus har trafikselskabet Midttrafik begrænset den kollektive trafik på en række parametre. Samtidig opfordrer myndighederne ældre borgere til ikke at tage kollektiv trafik på grund af smittefaren. Midttrafik tilbyder på den baggrund 30 dages fri rejse på det nuværende pensionistkort, når den kollektive trafik vender tilbage til normale tilstande


Efter at myndighederne i sidste uge anbefalede ældre borgere om at undgå kollektiv trafik, så de ikke risikere at blive smittet med corona-virus, er der langt mellem de ældre passagerer i busser og letbanetog. Kunder, der normalt rejser på et pensionistkort i Aarhus, har derfor ikke gavn af kortet, som er forudbetalt. Samtidig er Midttrafik Kundecenter lukket ned for personlig betjening. Dermed er der også lukket ned for, at de ældre kan få hjælp til at forny eller refundere deres nuværende pensionistkort.

Midttrafik tilbyder derfor kunderne, at de kan rejse på deres nuværende pensionistkort, når den kollektive trafik vender tilbage til normale tilstande og Midttrafik Kundecenter åbner. Eneste krav er, at pensionistkortet skal være udløbet i perioden fra 13. marts 2020 og frem til, at Midttrafik Kundecenter åbner igen forventet efter påske. Fra den dag kan kunderne benytte deres nuværende kort i 30 dage.

Kunder, der har et pensionistkort, der udløber i perioden 13. marts - 13. april kan rejse videre på kortet, indtil de kan forny det på Midttrafik Kundecenter efter påske. Pensionistkortet kan refunderes efter de gældende regler for refusion, hvis kunden ønsker det.

Baggrunden for de frie rejsedage er regeringens beslutning om at forlænge nedlukningen af Danmark til efter påske. I samme periode opfordrer myndighederne de ældre til at undgå kollektiv trafik for at minimere risikoen for at blive smittet med corona-virus.

Også Midttrafiks kunder med pendlerkort eller Ungdomskort kan ende med et forudbetalt kort uden behov for at rejse med kollektiv trafik. Her kan kunderne ansøge om refusion på midttrafik.dk. Midttrafik refunderer kundernes kort fra den dato, de ansøger om refusion. Normalt koster refusionen af pendlerkort og Ungdomskort henholdsvis et gebyr svarende til prisen for 8 og 30 dage. Men på grund af corona-situationen er der lavet en særregel, der ophæver gebyret.

Vil man som Ungdomskortkunde være sikker på at have et Ungdomskort at rejse på, når uddannelsesstederne åbner efter påske, er det vigtigt, at man betaler sit Ungdomskort inden 1. april - enten via fremsendte betalingslink eller i Midttrafik app. 

Midttrafik forventer stor travlhed, og opfordrer kunderne til at have tålmodighed med refusionen, hvor der i nogle tilfælde forventes at kunne gå op til tre måneder, før man som kunde har pengene overført til sin NemKonto.



Corona