NYHEDER 24. AUG 2022 KL. 13:00

Trafikselskab tilbyder unge et gratis lift til bussen

Af: kollektivtrafik

Et nyt projekt mellem Region Syddanmark og Sydtrafik giver alle unge, der bruger Ungdomskort, mulighed for at bestille en gratis Plustur til eller fra bussen


Plustur betyder, at man kan bestille en tur med flextrafik hen til det nærmeste knudepunkt med kollektiv trafik - eller videre fra knudepunktet til slutdestinationen. På den måde bliver rækkevidden af den kollektive trafik forlænget helt ud i de områder, hvor bussen ikke kører.
 
- I de områder, hvor der ikke er nok passagerer til, at vi kører med busser - eller som måske kun har begrænset buskørsel på hverdage - er det muligt at bruge Plustur til at komme afsted eller helt hjem, siger Lars Berg, der er administrerende direktør i Sydtrafik.
 
- Vi har mange kunder, der er glade for at bruge Plustur i kombination med en rejse med enten bus eller tog, og nu bliver det så gratis for alle, der har et Ungdomskort, siger han videre.
 
God adgang til ungdomsuddannelser
Projektet er sat i gang af Region Syddanmark med det formål at bringe de unge tættere på den kollektive transport og øge mobiliteten for de unge i de mindre byer og landområder, hvor der kan være langt til bussen.
 
- Vi ønsker at skabe god mobilitet for regionens unge og særligt, at alle unge skal have god adgang til en ungdomsuddannelse. Vi har derfor igangsat pilotprojektet Gratis Plustur til unge med ungdomskort og håber, at det kan give de unge oplevelsen af en bedre mobilitet til og fra skole samt i fritiden og derved gøre bussen mere attraktiv, siger formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark Michael Nielsen (K).

Unge er med på råd
Foruden digitale brugerundersøgelser bruger projektet en følgegruppe af unge med ungdomskort til at indsamle erfaringer gennem hele projektperioden. Den viden skal blandt andet bruges til at gøre produktet Plustur mere attraktivt - både for de unge og for andre brugere.
 

- Plustur er stadigt et relativt ukendt produkt, og det vil vi gerne ændre på. Det kan være en af løsningerne til udfordringerne med mobilitet på landet, siger Lars Berg fra Sydtrafik.

Fakta om Plustur:
  • Plustur skal bestilles to timer før afgang og kan kun bestilles i forbindelse med en rejse med kollektiv trafik
  • Plustur kan kun bestilles via Rejseplanen.dk eller Rejseplanen app og bliver automatisk tilbudt, hvis det er en mulighed på rejsen
  • Plustur koster normalt 24 kroner pr tur, men det er i Sydtrafiks område fra august 2022 gratis for personer med Ungdomskort.
  • Projektet løber frem til juni 2023

 



Billetter og takster Mobilitet

SENESTE NYT

NYHEDER 26. MAR 2024 KL. 13:04
Flere stiger på toget