NYHEDER 21. JAN 2019 KL. 15:30

Trafikselskab udvider rejseplanen med delecykler

Af: kollektivtrafik

Nordjyllands Trafikselskab (NT) lancerede i maj sidste år MinRejseplan i samarbejde med Rejseplanen. I løbet af de efterfølgende måneder senere er MinRejseplan blevet downloadet 40.000 gange og er oppe på omkring to millioner søgninger om måneden. Nu udvider Nordjyllands Trafikselskab Min Rejseplan med delecykler fra Donkey Republic, som en transportmulighed til og fra stationer og stoppesteder på linie med samkørsel med GoMore, taxier, flextur med mere


Trafikselskabet NT’s vision er, at Nordjylland er et godt sted at være, hvis man let og ubesværet kan komme rundt i byen, på landet og ud i den store verden.

For at visionen bliver en del af virkeligheden, kræver det gode infrastruktur- og transportsystemer. NT ønsker at gøre Nordjylland til et foregangsland for god mobilitet med den kollektive trafik som en afgørende faktor.

Et vigtigt skridt i forbindelse med den vision var lanceringen af MinRejseplan, som skulle sikre, at der fremover var én indgang for kunden til forskellige offentlige og private transportformer. I dag får man tilbudt en bred vifte af transport- og mobilitetsformer, når man søger på en rejse i Nordjylland gennem MinRejseplan - og rejseforslagene rækker langt udover den almindelige kollektive trafik som bus og tog. Den omfatter også Plustur, flextur, samkørsel gennem GoMore, taxa og - som noget nyt - delecykler.

Donkey Republic står for udlejning af delecykler i blandt andet Aarhus og Aalborg. I Aalborg findes der 50 delecykler, som nu også dukker op, når man søger i MinRejseplan.

- MinRejseplan er helt oplagt som platform for Donkey Republic. Udover at vi naturligvis gerne vil gøre nordjyderne opmærksomme på delecykler som alternativ transportform, så er delecyklen et oplagt valg og et tiltrængt break fra f.eks. bus- og togrejsen. Det kan være en befrielse selv at være transportmidlet med pedalkraften og afbryde en rejse, hvor man som regel er fysisk passiv, siger Erdem Ovacik, der er administrerende direktør i Donkey Republic.

Hos Nordjyllands Trafikselskab hilser man det nye familiemedlem velkommen.

- Det er helt i tråd med den vision, som vi har for Nordjylland og hele ideen bag MinRejseplan. Samarbejdet med andre mobilitetsudbydere gør os i stand til at tilbyde nordjyderne en bred vifte af mobilitetsløsninger, så de nemt og bekvemt kan bevæge sig rundt i regionen. Og de private transportformer ser vi som et kærkomment supplement til den kollektive trafik og den service, som vi som mobilitetsselskab er sat i verden for at tilbyde og ikke mindst løbende udvikle, siger Nuuradiin Hussein, der er bestyrelsesformand hos Nordjyllands Trafikselskab.

MinRejseplan, som har sit udspring i Nordjylland, benttes også i den øvrige del af Danmark. Samtidig med lanceringen af delecykler, er MinRejseplan udvidet med 400 dele-bybiler i København, så MinRejseplan nu omfatter fire private udbydere af transport. Det er samkørselstjenesten GoMore, taxi, Donkey Republic med dele-cykler og Green Mobility med de 400 dele-bybiler.