KTF Transmision
NYHEDER 14. SEP 2023 KL. 10:06

Københavns Kommune har fyret vognmand efter kaotisk driftsstart

Af: Redaktionen


Specialkørselsselskabet Nordian er nu fortid efter kun en måned med befordring af handicappede børn for Københavns Kommune.


Specialkørselsselskabet Nordian overtog fra august 2023 opgaven med at køre børn til og fra fire specialskoler i Københavns Kommune. Eleverne på de københavnske specialskoler har forskellige psykiske og fysiske handicap og nedsat funktionsevne.



Siden skolestarten har der været en lang række større og mindre problemer med præcisionen med afhentning og aflevering af børn. Blandt de mere grelle problemer har været et barn, der blev væk i forbindelse med befordringen og siden måtte findes at politiet.



Forældre og skoler har oplevet store problemer med, at børnene ikke bliver hentet og afleveret til tiden, at de sidder for længe i bilerne, og at der kommer mange forskellige chauffører, selvom der er krav om det modsatte.



Den visiterede kørsel på de fire specialskoler har for nylig været i udbud. Det blev vundet af trafikselskabet Nordian, der dermed overtog kørslen efter sommerferien.



Men selskabet fik altså en kort karriere med befordringsopgaven. Kontrakten blev ophævet efter en stadig stigende kritik fra skoler og forældre, og fordi en række betingelser i kontrakten ikke er blevet opfyldt af Nordian.



- Vi er meget enige i kritikken. Der har været for mange kørsler, der ikke har levet op til de krav, vi har stillet. Det er beklageligt og noget, som vi ser på med stor alvor, siger Emil Brødsgaard til DR Nyhede. Han er centerchef i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune. Han fortsætter:
- Vi har i de seneste uger haft daglige møder med Nordian. På møderne har vi drøftet de problemer, som I forældre og skolerne løbende har meldt ind til os, og sammen med Nordian har vi forsøgt at finde løsninger, så kørslerne kunne nå et acceptabelt niveau. Det er desværre ikke sket.


Kundeservice Kundetilfredshed Operatører