Debat: Prognose før politik?

Af: Lasse Repsholt

Ugen har været præget af lutter gode nyheder fra den kollektive trafik. Det bør også (snart) afspejle sig i Regeringens politik, så prognoser ikke udmøntes i en selvopfyldende profeti.

Af Lasse Repsholt, formand Kollektiv Trafik Forum

De gode nyheder

Gratis billetter samt en styrkelse og forenkling af lokalbusserne gav flere og mere glade buspassagerer på Ærø. Et højere serviceniveau uden for myldretiden og i weekenden skabte passagervækst i tog og busser i den sydsvenske region i hele døgnet. I Schweiz har det nationale togselskab stor succes og de ”hemmelige” ingredienser er blandt andet rettidighed vedligeholdelse af infrastrukturen, en simpel og letforståelig køreplan og et enkelt billetsystem. Det var tre nedslagspunkter fra konferencen Fremtiden Kollektiv Transport 2024 der blev afholdt hos IDA i starten af ugen. Flere rejse med Rejsekort i 2023 (Flere rejste på deres rejsekort i 2023), flere tog bussen over Storebælt Storebæltsbroen lagde asfalt til flere busser og Aarhus Letbane Landets første letbane får ny passagerrekord slog passagerrekord er andre gode nyheder fra den forgangne uge.

Der er flere grunde til optimisme, hvis man gerne vil have, at den kollektive trafik udgør et reelt og attraktivt alternativ for flere. 

Prognose før politik?

Denne optimisme synes dog ikke at afspejles i Ekspertudvalgets arbejde, som formanden  gav en opdatering af på førnævnte konference. Udvalget – der har stort fokus på landdistrikter – vil med formandens ord arbejde på et databaseret grundlag og peger blandt andet på, at der forventes flere biler, at de demografiske fremskrivninger indikerer et tyndere passagergrundlag og at der er geografiske forskelle. Med andre ord: Det er svært i landdistrikterne og det kan blive sværere. Det er korrekt og foreneligt med etiketten ”ekspert” at arbejde med fremskrivninger, prognoser som grundlag for sine beslutninger og have et fuldt dækkende billede af situationen. Men prognoserne må ikke diktere politikken. Hvis Ekspertudvalgets arbejde munder ud i forslag til en kontinuerlig tilpasning til en nedadgående tendens af passagergrundlag og passagerer, bliver det en selvopfyldende profeti.

Denne bekymring bliver ikke mindre af, at forslag om frivilligbusser, delebiler og samkørsel er de eneste idéer, der hidtil konkret er blevet luftet fra Regeringens side. Mange har svært ved at se for sig, at de løsninger udgør et reelt svar på udfordringerne for den kollektive mobilitet i landdistrikterne. Det gælder borgere der er afhængige af et stabilt og påregneligt niveau af kollektiv trafik, transportvirksomhederne der er bekymrede for, hvordan såvel passager- som finansieringsgrundlaget udhules i takt med at grænserne for den erhvervsmæssige personbefordring flyttes samt chauffører, der ikke kan genkende professionalismen og fagligheden i de frivillige lappeløsninger.

Det er sektorens historiske svaghed, at den ikke har været styret af en politik med målsætninger om vækst og udvikling. Det bør være en politik for fremtiden, at alle kan have en god mobilitet også uden at eje egen bil og ikke en politik, der er baseret på en prognose om, at alle ejer egen bil  (...fordi den kollektive mobilitet er forsvundet.)