NYHEDER 23. AUG 2023 KL. 11:19

Velkommen til København Syd

Af: Redaktionen

Velkommen til København Syd

Det tværfaglige konkurrenceteam med arkitektfirmaerne Holscher Nordberg og ADEPT i spidsen er vinder af arkitektkonkurrencen om at udvikle en helhedsplan for området omkring Ny Ellebjerg Station, som får det nye navn ”København Syd” – det bliver også navnet på det nye byområde, som arkitekternes plan omfatter.


Hovedstaden får et nyt trafikknudepunkt, når metrolinjen til Ny Ellebjerg Station åbner næste år. På stationen, der snart skifter navn til København Syd, bliver der adgang til Metroen, tre S-togslinjer, regional- og fjerntog samt på sigt internationale tog, og stationen forventes i fremtiden at få mere end 30.000 daglige passagerer, hvilket vil gøre den til en af landets mest benyttede stationer.

Området omkring stationen skal også udvikles, og nu er arkitektkonkurrencen for området nord for stationen afsluttet. Et enigt vurderingsudvalg med deltagelse fra bl.a. Metroselskabet, Københavns Kommune og Transportministeriet har afgjort, at det bliver et team bestående af Holscher Nordberg og ADEPT med LYTT, ARTELIA og Realise Danmark, som skal være med til at tegne de nye streger for området.

Deres forslag til en helhedsplan beskriver et kompakt byområde med kontorer, boliger og
detailhandel og rummer en god balance mellem at være både visionært og pragmatisk.
Arealet, som helhedsplanforslaget dækker, ligger på nordsiden af jernbanen og støder op til området omkring Sukkertoppen og Carl Jacobsens Vej.

Placeringen af byområdet ved stationen er meget attraktiv, men samtidig teknisk udfordrende, hvilken har gjort opgaven for arkitekterne kompleks. Den underjordiske metrostation sætter nogle tekniske begrænsninger for, hvordan der kan bygges oven på, og samtidig skal der tages hensyn til det store flow af mennesker, der nemt og hurtigt skal kunne komme til og fra området med forskellige transportmidler, herunder især cykler.

Læs mere på www.kbhsydby.dk



Byplanlægning Letbaner/Metro Mobilitet